Mange offentlige organisationer vil gerne stille grønnere krav, men står med det samme klassiske dilemma: Hvordan sikrer man, at kravene både er ambitiøse, relevante for det konkrete indkøb – og til at bruge i praksis? På ski.dk finder du en række gennemprøvede redskaber fra SKI’s eget arbejde. De kan være en hjælp til hurtigere at komme fra intention til udbudstekst.

”Arbejdet med udbud og kontraktmateriale er komplekst, og det bliver ikke mindre komplekst, når grønne hensyn skal tænkes ind oveni jura, behov og marked. Derfor har vi samlet de redskaber, vi selv bruger i SKI, når vi arbejder med bæredygtighed i udbud, og gjort dem tilgængelige, så de forhåbentlig kan hjælpe andre,” siger Benn Hee Gade, fungerende chef for CSR og bæredygtighed i SKI.

Materialerne ligger samlet på en vidensside på ski.dk og kan frit bruges af alle offentlige organisationer.

De grønne værktøjer giver et struktureret afsæt for arbejdet med bæredygtighed gennem hele udbudsprocessen. Her finder du blandt andet inspirationsmateriale, der kobler grønne krav til værdikædens forskellige faser – fra produktion og transport til brug og bortskaffelse.

Der er også skabeloner, som hjælper med at:

  • stille relevante spørgsmål i markedsdialogen

  • vælge og fravælge grønne tiltag på et oplyst grundlag

  • stille grønne krav til it-drift

  • formulere grønne krav, der kan indsættes direkte i udbudsmaterialet.

”Materialerne er ikke tænkt som hyldevare. De er udviklet til at blive brugt – og tilpasset – i konkrete udbud,” understreger Benn Hee Gade og fortsætter:

”Ambitionen er at gøre det mere tilgængeligt og mindre ressourcekrævende at arbejde med grønne krav.”

Grønne værktøjer på ski.dk

  • Guide til markedsdialog med spørgsmål, der er struktureret efter seks faser af produktet livscyklus. Spørgsmålene kan sorteres efter, om de er rettet mod en producent, en leverandør eller en indkøber/slutbruger.

  • ’Grønt eller forklar’-værktøj, der kan bruges til internt at holde styr på til- og fravalg af grønne krav og tiltag på et aftaleområde.

  • Grønne krav til it-drift, som tager afsæt i EU’s Green Public Procurement (GPP) vejledning samt EU´s Code of Conduct for datacentre. Kravene er inddelt i en form for ”trafiklys” med fire forskellige niveauer

  • En samlet liste over andre værktøjer, vejledninger og krav, fx EU’s grønne indkøbskriterier, kravdatabaser fra Sverige og Norge, SKI’s mærkeportal og meget andet.

Få hjælp til grønne krav i dine egne udbud.

Har du input til værktøjerne, hører vi gerne fra dig, ligesom vi også gerne hjælper med at dele jeres bedste redskaber med andre offentlige organisationer. Du kan skrive til Benn Hee Gade på mail: bhg@ski.dk.