Med et skærpet fokus på sikkerhed i den offentlige sektor og et ønske om fortsat at bidrage til råderummet og bæredygtigheden gennemfører SKI en organisationsændring. Den nye organisering skal bidrage til, at SKI er endnu bedre rustet til også fremover at kunne matche de stigende krav og behov på tværs af den offentlige sektor:
“Vi ændrer vores organisering for at stå endnu stærkere i de kommende år. Efterspørgslen på SKI’s ydelser vokser, og det forpligter. Med den nye struktur skaber vi et endnu mere solidt fagligt fundament, så vi også fremover kan levere aftaler af høj kvalitet – til gavn for både den offentlige sektor og leverandørerne. Det handler om at ruste os til fremtiden og sikre, at SKI fortsat bidrager til et effektivt, sikkert og bæredygtigt offentligt indkøb,” siger adm. direktør i SKI, Signe Lynggaard Madsen.
Med ændringen samler SKI alt arbejde med aftaleudvikling, drift samt kunde- og leverandørdialog i én afdeling. Sammenlægningen skal bidrage til et endnu mere helhedsorienteret afsæt for arbejdet med den offentlige sektors indkøbsaftaler og sikre en tættere kobling mellem behov, marked og eksekvering. Samtidig styrker det sammenhængen gennem hele processen – fra udbud til drift og videre udvikling – og skabe mere robuste faglige miljøer.
Som en del af ændringen etablerer SKI også to nye tværgående centre: et juridisk center og et center for analyse. De samlede analysekræfter skal styrke forståelsen for marked, behov og effekter og sikre et solidt analytisk fundament på tværs af organisationen, mens det nye center for jura skal sikre et endnu stærkere fagligt fællesskab og fortsat arbejde for, at SKI’s aftaler udvikles med høj faglig kvalitet og på et stærkt juridisk grundlag.