>

Indkøbsdatasamarbejdet, der giver SKI indblik i kommunernes faktiske indkøb, kører nu på tredje år. Kommunerne sender deres årlige fakturaer til SKI, som kategoriserer dem og sammenligner kommunernes indkøb på tværs.

Læs mere om indkøbsdatasamarbejdet på ski.dk.

William Fellows-Jensen, der er chefkonsulent i SKI’s afdeling for Økonomi og analyse, sidder til dagligt med fingrene nede i kommunernes indkøbsdata. Ifølge ham giver indkøbsdata os en helt unik mulighed for at vurdere, om vi har fokus på de rigtige produkter til kommunerne:

”Vi har i forbindelse med 50.40, delaftale 2: Dataforbrugsstoffer set nærmere på de 91 kommuners køb af tonere og blæk. Enhver, der har været i et elektronikvarehus, har set den store væg, der er fyldt med printerpatroner. Ved hjælp af indkøbsdata har vi kunnet se præcis, hvilke patroner kommunerne hiver ned fra denne væg.”

Produkterne på den nye aftale er valgt ud ved at tage udgangspunkt i de printerpatroner, der samlet set har genereret et salg på mindst kr. 50.000. Og her viser det sig, at selvom der indkøbes 7000 unikke varenumre hvert år, så står et par hundrede varenumre for halvdelen af den samlede omsætning hos kommunerne.

”Vi har altså kunnet tilpasse sortimentet, så det indeholder de mest nødvendige topvarer som fx tonere til de mest almindelige farvelaserprintere– dem kommunerne bruger allermest. Et smalt sortiment resulterer ofte i, at leverandørerne spidser pennen så meget som muligt og byder ind med skarpe priser, så det er også det, vi forventer,” siger Anders Münter, der er udbudskonsulent på aftalen, og fortsætter:

”Der er mange kommuner, der under høringen har ytret, hvilke printerpatroner de gerne vil have i sortimentet. Vi har kvalificeret høringskommentarerne i forhold til de informationer, vi allerede har fra indkøbsdata, og resultatet er et skarpt fokus på topvarer. Det betyder ikke mindst, at det bliver en aftale, hvor man har mulighed for at sikre en høj compliance, fordi sortimentet er smalt og standardiseret.”

Selvom det kun er topvarer, der er med på den nye aftale, går man ikke forgæves, hvis man indimellem skal supplere med fx røde farvepatroner, der ikke er i lige så høj kurs som de sorte.

”Den sorte blækpatron bliver ofte købt, og derfor er den naturligvis med i sortimentet. Men selvom farvepatronerne ikke bliver brugt så meget, er de alligevel med på aftalen, så man kan købe hele serier til sin printer på den nye aftale,” afslutter Anders Münter.

Tilslutningen er åben og løber frem til den 26. september. Læs mere om, hvordan du tilslutter din kommune på ski.dk.

Læs mere om 50.40, delaftale 2: Dataforbrugsstoffer på ski.dk