>

Når den offentlige sektor køber ind på SKI’s aftaler, er der stillet krav om bæredygtighed til leverandørerne i forbindelse med deres opfyldelse af kontrakten med SKI. Det samme gælder miljøkrav til produkterne. Det gør det lettere for den enkelte myndighed at købe miljørigtigt og samfundsansvarligt ind.

En fast del af SKI’s krav til leverandørerne er, at de skal overholde en arbejdsklausul. Leverandørerne skal blandt andet sikre, at de og eventuelle underleverandører giver deres medarbejdere, der arbejder i Danmark, løn, arbejdstid og arbejdsvilkår på niveau med den gældende overenskomst på området.

SKI’s arbejdsklausul er en del af SKI’s CSR-bilag, som alle leverandører forpligter sig til at følge. Arbejdsklausulen er målrettet leverandører, der ikke har indgået overenskomst. Den sikrer, at de og deres eventuelle underleverandører ikke kan underbyde danske, repræsentative overenskomster (social dumping).

Hvis en leverandør ikke overholder SKI’s arbejdsklausul, kan det i sidste ende føre til, at kontrakten ophæves. Som udgangspunkt vil vi dog først og fremmest forsøge at påvirke leverandøren positivt ved at få rettet op på forholdene, så de ansatte får ordentlige arbejdsvilkår. Det kan fx være at sørge for en efterbetaling af forskellen op til den løn, de ansatte burde have haft.

SKI følger op på begrundet mistanke og kontrollerer også proaktivt, at arbejdsklausulen overholdes.

På SKI’s aftaler stiller vi krav til leverandørerne på to niveauer.

Alle aftaler opfylder krav til:

  • Leverandørens samfundsansvarlighed herunder menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder og miljø
  • FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og virksomheder
  • OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder og arbejdsklausuler i henhold til ILO-konventionen og til at dokumentere sin indsats.

Disse krav fremgår af et CSR-bilag, der er en del af alle SKI-aftaler. Bilaget bygger på FN Global Compacts ti principper om menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder samt miljø og antikorruption.

Derudover stiller SKI en række specifikke krav til det konkrete aftaleområde, der udbydes.

Tilsammen berører kravene på SKI’s aftaler 14 ud af FN’s 17 verdensmål, herunder ca. 45 delmål. 

Læs mere om SKI’s arbejde med grønne og bæredygtige indkøb her.