Økonomistyrelsen og SKI har opdateret vurderingen af Ateas selfcleaning-initiativer

Efter dommen for bestikkelse i 2018 skal Atea A/S frem til 2022 dokumentere, at de fortsat er selfcleanet. SKI og Økonomistyrelsen følger op en gang om året, og på baggrund af Kammeradvokatens nye vurdering fastholder SKI og Økonomistyrelsen vurderingen af, at Atea ikke kan udelukkes fra at deltage i offentlige udbud.

3. juli 2020

Den 27. juni 2018 blev Atea A/S dømt for bestikkelse af ansatte i Region Sjælland. Den 12. juli 2018 accepterede Atea endvidere et bødeforlæg for bestikkelse af offentlige ansatte fra flere andre myndigheder. Af udbudsloven fremgår det, at virksomheder dømt for bestikkelse skal udelukkes fra at byde på offentlige kontrakter i fire år. Udbudsloven giver imidlertid dømte virksomheder ret til at dokumentere, at de er pålidelige, selvom de dømt for fx bestikkelse. Denne mulighed kaldes i daglig tale ”selfcleaning”. Hvis det er tilfældet, kan virksomheden ifølge udbudsloven ikke udelukkes fra offentlige udbud.

I forlængelse af dommen bad SKI og Økonomistyrelsen (fhv. Moderniseringsstyrelsen) Atea om en detaljeret redegørelse for de selfcleaning-initiativer, som Atea havde taget siden 2015, hvor sagen om bestikkelse kom frem. På baggrund af Kammeradvokatens grundige gennemgang af Ateas initiativer og dokumentation vurderede SKI og Økonomistyrelsen i september 2018, at Atea i udbudslovens forstand var selfcleanet.

SKI og Økonomistyrelsen meddelte samtidig Atea, at vurderingen ville blive revideret en gang om året frem til 2022. Dette for at sikre, at Atea fortsat efterlever de skærpede krav. 

I juni 2019 lå den første reviderede vurdering klar. Kammeradvokaten havde gransket Ateas ajourførte dokumentation for deres selfcleaning-initiativer. På den baggrund vurderede SKI og Økonomistyrelsen, at Atea i udbudslovens forstand fortsat var selfcleanet. 

Nu – i juli 2020 – er den anden reviderede vurdering klar. På baggrund af en ny grundig gennemgang af Ateas redegørelse og dokumentation fra Kammeradvokaten er det fortsat SKI og Økonomistyrelsens vurdering, at Atea er selfcleanet og dermed ikke kan udelukkes fra at byde ind på offentlige udbud. 

Særligt fokus på leverandørstyring, whistleblowerordning og tone-of-the-top

Bestikkelse er en særdeles alvorlig lovovertrædelse, og fordi Atea én gang er blevet vurderet selfcleanet, er det ikke givet, at det vil ske fremadrettet. Hver vurdering beror på en grundig gennemgang af den fremsendte dokumentation.

Sammen med Økonomistyrelsen har SKI udvalgt en række fokusområder, som er blevet gransket særligt i de foreløbigt tre redegørelser fra Kammeradvokaten. Det drejer sig blandt andet om virksomhedens tone-of-the-top, om der er en velfungerende whistleblowerordning for medarbejdere, samt om Ateas underleverandører overholder de samme skærpede krav, som Atea skal overholde. 

I juni 2019 stillede SKI og Økonomistyrelsen et krav om, at Atea skulle opprioritere revisionen af tredjeparter. Ved den fornyede vurdering i juni 2020 har Kammeradvokaten derfor bedt om yderligere dokumentation for antallet af revisioner (audits) af tredjeparter, og hvordan de blev gennemført.

Den offentlige sektor kan læne sig op ad den reviderede vurdering

SKI’s og Økonomistyrelsens indkøbsaftaler dækker langt fra hele den offentlige sektors indkøb af it. 

Når SKI og Økonomistyrelsen, på grundlag af en redegørelse fra Kammeradvokaten, vurderer Ateas selfcleaning, er det derfor også for at hjælpe den offentlige sektor, der ellers selv vil skulle vurdere Ateas selfcleaning fra bunden, hver gang Atea står over for at vinde en offentlig kontrakt. 

Nu kan de offentlige kunder i stedet – når de skal vurdere, om Atea kan deltage i en udbudsforretning – læne sig op ad SKI’s og Økonomistyrelsens arbejde og dermed spare ressourcer. Det gælder både på deres egne udbud samt på miniudbud på SKI’s og Økonomistyrelsens indkøbsaftaler. 

Den revurdering, der nu er foretaget pr. 3. juli 2020, er en vurdering af forholdene her og nu. SKI og Økonomistyrelsen vil senest i første halvår 2021 foretage en ny revurdering.​​

Hjælp til offentlige indkøbere

SKI og Økonomistyrelsen stiller værktøjer til rådighed, som offentlige indkøbere kan bruge, når de skal handle med Atea. Værktøjerne inkluderer en skabelon til at vurdere Ateas selfcleaning og en skabelon til en tro og love-erklæring, som netop er blevet opdateret som følge af den nye vurdering af selfcleaningen. Vejledningen, skabelonerne og alle dokumenter i forbindelse med selfcleaningvurderingen (Ateas dokumentation, Kammeradvokatens redegørelse og SKI’s og Økonomistyrelsens vurdering) er tilgængelige på SKI’s og Økonomistyrelsens hjemmeside