Michael Terkelsen, udbudsjurist

Hvad er din baggrund?

Jeg er uddannet cand.merc.jur fra Aarhus BSS i 2016. Før jeg kom til SKI i 2019, har jeg blandt andet arbejdet i Dansk Industri og på DTU samt på Roskilde Universitet og i Beskæftigelsesministeriets Departement.

Hvilken rolle udfylder du til dagligt i SKI?

Jeg arbejder som udbudsjurist med særligt fokus på CSR. Min stilling indebærer både at være den ansvarlige jurist på projektarbejdet i udarbejdelsen af rammeaftaler samt rådgive om CSR på samtlige af SKI’s aftaleområder. 

Michael Terkelsen, udbudsjurist 
Jeg yder juridisk rådgivning i samtlige af de faser og stadier, der er i en udbudsproces. Samtidig repræsenterer jeg SKI i eksterne CSR-aktiviteter, eksempelvis i Miljømærkenævnet, Forum for Bæredygtige indkøb og DIEH. Derudover har jeg til opgave at kommunikere SKI’s CSR-tiltag. Det gør jeg blandt andet for at synliggøre muligheden for grønne og ansvarlige indkøb via SKI’s aftaler. ​

Hvad sætter du pris på ved dit arbejde i SKI?

Jeg oplever at være omringet af et team med et solidt og højt fagligt niveau, hvor der altid er mulighed for sparring om juridiske problemstillinger. Det giver mig indsigt i, hvordan diverse udfordringer kan løses både på et generelt og specifikt niveau. Samtidig oplever jeg vidde og fleksible rammer for at præge vores CSR-profil og prioritere de indsatser, jeg vurderer mest gavnlige og brugbare for SKI og SKI’s kunder.  

For begge mine ansvarsområder oplever jeg at blive udfordret fagligt, og jeg oplever også en organisation, som bakker op om de valg og de beslutninger, der bliver truffet. Kombinationen af disse ansvarsområder gør, at jeg konstant udvikler mig inden for spændingsfeltet imellem udbudsjura og samfundsansvar, som jeg finder meget interessant.  

Hvordan ser du dine udviklingsmuligheder i SKI?

Jeg oplever SKI som et udbuds-nirvana – viden om de yderligste afkroge af udbudsjuraen er at finde i mit team, og vi drøfter dagligt problemstillinger på tværs. Jeg får løbende indsigt i konkret hands-on viden om eksempelvis de muligheder nye kendelser, domme mv. giver. Jeg har ligeledes mulighed for at deltage i eksterne faglige kurser og arrangementer, såfremt jeg finder det relevant for mit arbejde. 

Den samfundsansvarlige agenda fylder meget hos vores interessenter. Det stiller særligt krav til, at jeg og vi i SKI følger med og kan understøtte disse behov. Jeg sidder tæt på strategiske beslutninger, og derfor bliver min ageren i en politisk og kommerciel organisation som SKI løbende styrket. Jeg befinder mig i et spændende udviklingsforløb med håndteringen af policyopgaver, sekretariatsbetjening og interessentvaretagelse.

SKI’s kerneopgave om at effektivisere og professionalisere det offentlige indkøb gennemsyrer hele organisationen. Der er ingen tvivl om, hvad SKI er sat i verden for.

Hvordan adskiller SKI sig fra andre arbejdspladser?

SKI’s kerneopgave om at effektivisere og professionalisere det offentlige indkøb gennemsyrer hele organisationen. Der er ingen tvivl om, hvad SKI er sat i verden for. Det giver et særligt fokus i de tværorganisatoriske opgaver, vi håndterer, og det betyder, at der er færre skridt hen imod at håndtere og løse de udfordringer, som et projekt eksempelvis måtte stå overfor. 

Hvorfor vil du anbefale andre at søge job i SKI?

Først og fremmest er SKI en arbejdsplads med en uformel tone, hvor du får en høj grad af indflydelse i de projekter og opgaver, du løser. Samtidig er SKI en organisation med en dybdegående udbudsjuridisk indsigt, som konstant anvendes til at matche samfundsbehov. Jeg vil anbefale SKI som arbejdsplads, fordi der er stor mulighed for at specialisere sig, blive udfordret og ikke mindst selv at forme sin hverdag.​ ​​​​​​​​​​​​​​​​

Vil du være en del af SKI?

Kontakt SKI

Peter Moesgaard Kring
Chef for Jura og CSR
T . 29 35 98 60​​
Ann-Kathrine Beck
HR-ansvarlig
T . 21 27 06 48​