Jacob Lolch Pedersen, kontraktjurist

Hvad er din baggrund?

Jeg er uddannet cand.merc.(jur). Jeg har været i SKI siden 2014, hvor jeg blev ansat i min nuværende stilling. Inden da arbejdede jeg i økonomiforvaltningen i Københavns Kommune med udbud og drift. Derudover har jeg både arbejdet med medlemsrådgivning i en fagforening og telemarketing for både analyseinstitutter og forsikringsselskaber. 

Jacob Lolch Pedersen, kontraktjurist.

Hvilken rolle udfylder du til dagligt i SKI?

Jeg er ansat som kontraktjurist i Team Aftalejura. Vi er et mindre team, der agerer støttefunktion til driften af aftalerne. Som en naturlig del af dette arbejde identificerer vi  bl.a. de uhensigtsmæssigheder, en aftale kan indeholde, og som typisk først dukker op i driften, når aftalen møder virkeligheden. Derfor bidrager vi ofte også ved genudbud af aftalerne. Hele vores arbejde er gennemsyret af det udbudsregime, der sætter rammerne for alle aftaler i SKI’s portefølje. 

Hvad sætter du pris på ved dit arbejde i SKI?

I SKI er hverdagen ret forskellig. Jeg får konstant nye typer af opgaver. Det kan være noget, jeg har prøvet før, men med andre forudsætninger og parter eller helt nye udfordringer, der ikke tidligere er opstået i vores aftaleportefølje. Jeg føler, at jeg både kan trække på min erfaring i stillingen, og samtidig bliver udfordret i opgaveløsningen. Det er en fornøjelse at være et sted, hvor jeg på den måde føler mig udfordret. Selv efter mange år i samme stilling. 

Sidst men ikke mindst er jeg omgivet af en række kollegaer, der gør det til en fornøjelse at dele opgaver. Jeg er aldrig er i tvivl om, at opgaverne bliver løst effektivt og ordentligt.

Hvordan ser du dine udviklingsmuligheder i SKI?

Jeg lærer af de ting, jeg laver. Der er konstant nye typer af opgaver, som det er muligt at vokse lidt med. Dertil kommer, at SKI anerkender, at udvikling og læring ikke kun opnås ved opgaver, men også ved kurser og undervisning. Jeg synes også, at der er et godt ledelsesfokus på udvikling – eksempelvis ved at få nye ansvarsområder, når det er krævet.

En stor del af arbejdet er at sikre inddragelse og skabe aftaler, som alle kan bruge og lide.​

Hvordan adskiller SKI sig fra andre arbejdspladser?

Der er en meget uformel omgangstone i SKI. Det gør det relativt nemt at indgå i dialog med de andre teams. Det betyder også, at det er nemt at søge hjælp på tværs af opgaver og ansvarsområder i SKI for at få løst en opgave. Derudover er SKI en meget politisk organisation, der først og fremmest har et stort fokus på, hvad vores ejere og kunder ønsker af os og vores aftaler. Det betyder, at en stor del af arbejdet er at sikre inddragelse og skabe aftaler, som alle kan bruge og lide. Det gør også, at man nogle gange føler sig som øretævernes holdeplads, men det giver en god følelse kontinuerligt at kunne udrydde de utilfredsheder, der opstår, når noget ikke fungerer, som det var forventet. 

Hvorfor vil du anbefale andre at søge job i SKI?

SKI er en god arbejdsplads. Der er gode forhold til at lave et godt stykke arbejde, og, du får ansvar og tillid til at løfte det. Det er muligt at vende udfordringer med sin leder, og du kan med jævne mellemrum se helt konkrete resultater af arbejdet. Dertil kommer, at her simpelthen er hyggeligt. Vi har alt fra krea-grupper, til fredagsbar og fælles-is-spisning om sommeren, og med det et ledelsesfokus på, at SKI både skal være et behageligt sted at være og en arbejdsplads med god work-life balance.

Jeg kan varmt anbefale andre at blive en af mine kollegaer.

 ​​​​​

Vil du være en del af SKI?

Kontakt SKI

Martin Møller Grønbæk
Chef for aftalejura
T . 22 17 26 64
Ann-Kathrine Beck
HR-ansvarlig
T . 21 27 06 48​