Abonnementsbetingelser

​Nærværende abonnementsbetingelser gælder for abonnementsaftaler mellem [abonnentens navn] (herefter ”abonnenten”) og Staten og Kommunernes Indkøbsservice A/S (herefter ”SKI”).​

Alle offentlige myndigheder (statslige, regionale og lokale), offentligretlige organer samt sammenslutninger af en eller flere af disse myndigheder eller et eller flere af disse offentligretlige organer samt andre organisationer, der er underlagt EU’s udbudsdirektiver eller tilbudsloven, kan tegne abonnement hos Staten og Kommunernes Indkøbsservice A/S (SKI). Halvoffentlige virksomheder, hvor det offentlige enten ejer eller finansierer størstedelen af driften eller har et flertal i virksomhedens bestyrelse, kan ligeledes tegne abonnement hos SKI.

Abonnementstype

SKI har 4 forskellige abonnementstyper. Der er ikke forskel på den service, som abonnenterne modtager fra SKI.

  1. Storkundeabonnement
    Storkundeabonnementet skal tegnes af ministerier, regioner og kommuner samt offentligretlige organer og sammenslutninger af en eller flere af disse myndigheder eller et eller flere af disse offentligretlige organer, når disse har mere end 100 ansatte. Storkundeabonnementet dækker ud over abonnenten selv også eventuelle underordnede institutioner.

  2. Basisabonnement
    Basisabonnementet skal tegnes af andre ordregivende myndigheder, herunder offentligretlige organer, der ikke er enten ministerier, regioner eller kommuner, og som har færre end 100 ansatte. Basisabonnementet dækker alene abonnenten selv.

  3. Forenings-/Koncernabonnement
    Forenings-/koncernabonnementet kan tegnes på vegne af en gruppe af selvstændige juridisk personer, ordregivende myndigheder, offentligretlige organer, og abonnementet dækker alle deltagerne i denne gruppe.  Det er en forudsætning for tegningen af et forenings-/koncernabonnement, at der er en entydig forenings-/eller ejerrelation mellem de ellers juridisk selvstændige enheder i gruppen, og at størstedelen af disse enheder ellers ville skulle tegne et basisabonnement.

  4. Uddannelsesabonnement
    Uddannelsesabonnementet er et særligt tilbud til de regulerede selvejende institutioner under Undervisningsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet. Uddannelsesabonnementet dækker den regulerede selvejende institution selv og eventuelt underliggende institutioner uafhængigt af antallet af ansatte.

SKI’s ydelse

Som abonnent hos SKI afløfter abonnenten sin udbudspligt ved indkøb gennem de SKI-rammeaftaler, der indgås efter tidspunktet for abonnementets oprettelse eller ved indkøb gennem de rammeaftaler, hvor abonnenten allerede står angivet som part. Derudover får abonnenten adgang til følgende ydelser:

  • En personaliseret hjemmeside med kataloger over produkterne på SKI’s rammeaftaler og omsætningsstatistikker
  • Kundeservice med her-og-nu vejledning, herunder vejledning omkring forståelsen og anvendelsen af rammeaftalerne
  • SKI's arrangementer om muligheder inden for offentligt indkøb

Kundeservice omfatter udelukkende vejledning i anvendelsen og forståelsen af SKI’s rammeaftaler.

SKI har ret til at henvise abonnenten til at søge advokatbistand eller anden ekstern bistand, såfremt SKI vurderer, at en problemstilling falder uden for SKI’s kompetencer.

Oprettelse af abonnement

Aftale med SKI om oprettelse af abonnement anses for indgået ved abonnentens accept af nærværende betingelser i forbindelse med, at abonnementstilmeldingsformularen udfyldes og videreformidles til SKI online via www.ski.dk og ved betaling af abonnementsfakturaen.

SKI skal ved indgåelse af abonnement have korrekte oplysninger om navn, postadresse, telefonnummer og mailadresse samt navn, telefonnummer og e-mailadresse på en kontaktperson, hvortil alle oplysninger om abonnement kan sendes.

Abonnementsperiode

Et abonnement hos SKI følger kalenderåret. Abonnementet fornys automatisk, indtil det opsiges skriftligt af enten SKI eller abonnenten via brev eller e-mail til kundeservice@ski.dk.

Betaling og opsigelse af abonnement

Prisen for et abonnement er:

  • Storkundeabonnement: 26.030 kr. ekskl. moms pr. år (2018 pris- og lønniveau) for kommuner, regioner og ministerier og 10.410 kr. ekskl. moms pr. år (2018 pris- og lønniveau) for andre storkundeabonnenter
  • Basisabonnement: 780 kr. ekskl. moms pr. år (2018 pris- og lønniveau)
  • Forenings-/koncernabonnement: 10.410 kr. ekskl. moms pr. år (2018 pris- og lønniveau)
  • Uddannelsesabonnement: Kr. 1.560 kr. ekskl. moms pr. år​ (2018 pris- og lønniveau)

Faktureringen foretages i 1. kvartal af det kalenderår, abonnementet vedrører.

Abonnementet kan opsiges til enhver tid, dog senest 14 dage før udløbet af indeværende abonnementsperiode. Opsigelsen har virkning for den næstkommende abonnementsperiode. Abonnementsperioden fremgår af fakturaen.

Betalingen for abonnementet tilbagebetales ikke ved opsigelse, uanset at abonnementet ikke benyttes.

Manglende betaling anses ikke som en opsigelse af abonnementet.

Når et abonnement er opsagt, og virkningen indtræder, er det ikke længere muligt at købe ind via SKI’s rammeaftaler eller benytte sig af de tilhørende ydelser som nævnt ovenfor.

For sen betaling

Betales abonnementsafgift ikke til den aftalte tid, udsendes et rykkerbrev og desuden opkræves der et rykkergebyr efter gældende takst. Ved for sen betaling beregnes rente i overensstemmelse med Rentelovens til en hver tid gældende Procesrente. Hvis det skyldige beløb ikke bliver betalt senest 10 dage efter den angivne forfaldsdato, bliver abonnementet spærret indtil restancen er udlignet. Er det skyldige beløb ikke indbetalt senest ved månedens udgang, vil abonnementet blive betragtet som misligholdt med heraf følgende krav mod kunden.

Abonnements- og prisændringer

SKI kan ændre nærværende abonnementsvilkår samt abonnementspriserne med et skriftligt varsel til abonnenten på minimum 75 dage til udgangen af en måned. Ændringer meddeles i nyhedsbreve, ved e-mail samt på SKI’s hjemmeside www.ski.dk.

Ændringer i kundeoplysninger

Ændringer i abonnentens oplysninger som f.eks. navn, kontaktperson, adresse, e-mail og tlf. skal meddeles til SKI uden ugrundet ophold. Alternativt kan abonnenten selv opdatere sine oplysninger på sin personlige side på www.ski.dk. 

Storkundeabonnenter, forenings-/koncernabonnenter samt uddannelsesabonnenter er desuden forpligtede til løbende at udstyre SKI med en til enhver tid gældende oversigt over de underliggende enheder, der er dækket af abonnementet. 

Det påhviler storkundeabonnenter, forenings-/koncernabonnenter samt uddannelsesabonnenter til hver en tid at indhente samtykke fra underliggende enheder, der er dækket af abonnementet, i forhold til at figurere som part på de af SKI udbudte rammeaftaler. 

Har storkundeabonnenter, forenings-/koncernabonnenter samt uddannelsesabonnenter ikke særskilt gjort SKI opmærksom på underliggende enheder, som ikke ønsker at figurere som part på SKI’s rammeaftaler, er SKI berettiget til at lægge til grund, at alle underliggende enheder dækket af abonnementet, har accepteret partsstatus på SKI’s rammeaftaler. 

Abonnenten er i øvrigt forpligtet til at holde SKI opdateret om ændringer i dennes organisation, der giver anledning til ændringer i forhold til antallet af medlemmer under et enkelt abonnement, eller som har betydning for abonnentens egen abonnementsstatus.​​​​​​​​

Abonnentens forpligtelser og brug af SKI’s rammeaftaler

Den enkelte abonnent afløfter udelukkende sin udbudspligt i det omfang, abonnenten anvender SKI’s rammeaftaler i henhold til de i rammeaftalen angivne retningslinjer for anvendelse og i overensstemmelse med udbudsreglerne. Abonnenten er således selv ansvarlig for korrekt anvendelse af de af SKI udarbejdede rammeaftaler.

SKI tager ansvar for, at det offentliggjorte gældende udbudsmateriale er i overensstemmelse med udbudsreglerne. Det er dog abonnentens ansvar at anvende det offentliggjorte udbudsmateriale korrekt og i overensstemmelse med reglerne. SKI tager således ikke ansvar for abonnentens lovstridige eller ukorrekte anvendelse af eller misbrug af det offentliggjorte udbudsmateriale.

SKI er ikke juridisk ansvarlig for problemer opstået mellem SKI’s abonnenter og disses leverandører i det omfang, problemet ikke direkte skyldes SKI’s rammeaftaler.

Abonnenten er forpligtet til at tilse, at leverandørerne angiver ”SKI rammeaftalenummer” på fakturaer til kunden.

Abonnenten er efter anmodning fra SKI forpligtet til at informere SKI om samtlige indgåede leveringsaftaler mellem abonnenten og en leverandør indgået via en SKI-rammeaftale.

Abonnenten er til enhver tid forpligtet til at indberette leverandørers manglende overholdelse af leveringsaftalen/aftalen indgået mellem abonnenten og leverandøren til SKI, herunder leverandørernes manglende indrapportering af salg til SKI.

Såfremt abonnenten tilslutter sig en af SKI’s forpligtende aftaler er tilslutningsaftalens bestemmelser omkring ansvar (og evt. andre forhold der måtte være relevante) gældende i forholdet mellem SKI og den tilsluttede abonnent.

Tavshedspligt

Ansatte hos SKI må ikke videregive eller udnytte fortrolige oplysninger, som de bliver bekendt med i forbindelse med oprettelse af abonnement samt i forbindelse med SKI’s vejledning af abonnenterne.

SKI forbeholder sig dog ret til at lægge udvalgte spørgsmål stillet af abonnenterne på SKI’s hjemmeside i anonymiseret form, så alle abonnenter har mulighed for at læse nogle af de spørgsmål og svar, der stilles til SKI.

Erstatningsansvar og dækning

SKI er erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige regler. SKI er dog ikke ansvarlig for abonnentens driftstab, rentetab eller andet indirekte tab eller for skader forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed af SKI’s ansatte.

Udsendelse af information og andet materiale til abonnenten

Ved oprettelse af abonnement accepterer abonnenten samtidig, at SKI udsender nyhedsbreve og anden information til abonnenten, som af SKI vurderes at være relevant i forhold til det købte abonnement til den af abonnenten navngivne kontaktperson.

Overdragelse af abonnement

Abonnementet kan ikke overdrages.

Ophør af abonnement

SKI forbeholder sig ret til at bringe nærværende abonnementsaftale til ophør til enhver tid, uden begrundelse og med øjeblikkelig virkning. Forudbetalte beløb vil blive forholdsmæssigt tilbagebetalt, hvis SKI vælger at gøre brug af sin ret til at bringe en abonnementsaftale til ophør.

Hvis opsigelsen skyldes overtrædelse af nærværende abonnementsaftale, vil der ikke ske nogen refusion af forudbetalte beløb.

Tvisthåndtering

Enhver tvist, som måtte opstå i forbindelse med denne abonnementsaftale, herunder tvister vedrørende aftalens eksistens eller gyldighed, skal afgøres ved voldgift ved Voldgiftsinstituttet efter de af Voldgiftsinstituttet vedtagne regler herom, som er gældende ved indledningen af voldgiftssagen.

Lader en tvist sig ikke løse ved voldgift, skal tvisten afgøres ved Byretten i København efter dansk ret, hvor andet ikke følger af retsplejeloven.​​​