>

På størstedelen af SKI’s aftaler er der e-kataloger. E-katalogerne er samlet i SKI-kataloget, som SKI’s kunder blandt andet tilgår via aftalesiderne på ski.dk. I kataloget finder kunderne informationer om sortimentet på aftalerne med e-kataloger - typisk aftaler på varer og it.
Når du som leverandør skal levere kataloger til SKI, sker det gennem en standardiseret og enkel proces i vores e-katalogportal for leverandører, PIM.

Når du leverer kataloger til SKI, behøver du ikke tage højde for, hvilket e-handelssystem de enkelte kunder anvender*. Når dit katalog er afleveret til SKI, sørger vi for at videreformidle det til brugerne i alle nødvendige formater.

*En enkelt undtagelse gælder systemet TrueTrade, som SKI kun sender prisbøger til. I dette tilfælde skal du som leverandør selv uploade stamdata til TrueTrades e-handelssystem. Ønsker du, at SKI skal levere disse stamdata til Truetrade, skal du kontakte e-handelssupporten, så vi kan sætte det op for dig. Vær dog opmærksom på, at du fortsat selv skal publicere dine kataloger i TrueTrade systemet.

Hvis du ikke før har leveret kataloger til det offentlige, kan du under overskriften ”Kom godt i gang” finde hjælp til at komme i gang.

Du kan også kontakte vores e-handelssupport, som sidder klar til at hjælpe dig. Du finder vores kontaktoplysninger nederst på siden.

SKI fungerer som motor for e-katalogerne og sørger for, at e-katalogerne når fra leverandørerne og ud til hver enkelt kunde. E-katalogerne skal igennem en række trin, før de bliver kvalitetsgodkendt, så vi sikrer, at de er korrekte og brugervenlige. Det betyder, at vi modtager e-katalogerne fra jer som leverandører efter jeres egenkontrol, og kvalitetstjekker materialet, inden vi offentliggør e-katalogerne og gør dem tilgængelige på ski.dk.


E-katalogets rejse trin for trin

1. SKI indlægger kontroller og valideringer i vores system, så du som leverandør kan uploade og kontrollere jeres e-kataloger, inden de sendes til kontrol hos SKI.

2. Alle leverandører leverer hver især data til SKI. Data omfatter sortiment, priser, varebeskrivelser, billeder mv. i overensstemmelse med rammeaftalens kravspecifikation. Du skal som leverandør lave en egenkontrol af disse data. PIM er sat sådan op, at du kan kontrollere jeres kataloger op mod de krav, som er stillet i det enkelte udbud. Det vil sige, at jeres katalogdata ikke kan sendes ind til kontrol hos os, førend egenkontrollen er tilfredsstillende. I systemet er det muligt at kontrollere de fejl og mangler, der måtte være, samt at hente rapporter over jeres uploadede data. Der vil som minimum maskinelt blive kontrolleret for priser, sortiment og enheder i alle kataloger.

3. Vi samler data fra alle leverandører til et e-katalog og kvalitetssikrer yderligere data, hvis det er nødvendigt. Det kan bl.a. være billeder, beskrivelser, søgeord, nøgledatoer, enhedskoder og UNSPSC-koder

4. E-kataloget bliver godkendt og herefter lagt på vores hjemmeside under den pågældende rammeaftale

5. E-kataloget er nu tilgængeligt for alle vores kunder.

Klik på billedet for at forstørre det.

SKI bidrager med viden om og erfaringer med e-handel i flere forskellige arbejdsgrupper og fora:

  • SKI er tovholdere i IKA’s Tænketank for E-handel.
  • Vi er repræsenteret i Erhvervsstyrelsens referencegruppe om den nye bekendtgørelse om e-handel
  • Vi er repræsenteret i CEN/TC 440/WG5 under Dansk Standard Danmark.
  • På alle strategigruppemøder er en repræsentant fra SKI garant for, at muligheder for e-handel overvejes i alle udbudsprocesser