>

Udbudsmaterialet til SKI’s nye fælleskommunale fødevareaftale, 50.90, er ved at være på plads, og det er nu, kommunale og andre offentlige køkkener skal tilslutte sig aftalen. Bente Trankjær Jensen er økonoma i Madhuset i Nyborg Kommune, hvor hun står for indkøbet af fødevarer. Hun har været med i den ekspertgruppe, der har bidraget til at definere kravene til den kommende aftale. Gruppen har især lagt vægt på, at aftalen favner bredt og kan indfri høje grønne ambitioner. 

”Der er stor forskel på, hvordan vi prioriterer på tværs af kommuner og køkkentyper. Derfor er det vigtigt, at aftalen kan favne alles behov – uagtet det grønne ambitionsniveau. Men det er også vigtigt, at aftalen er gearet til at rumme vores fremtidige behov. For der er vist ingen, der kan være i tvivl om, at vi alle i stigende grad vil og skal tænke klima ind i vores indkøb, menuplaner og tilberedning af maden. Også os, der endnu ikke er så langt,” siger Bente Trankjær Jensen. 

Madhuset i Nyborg servicerer ca. 600 primært ældre borgere, og Bente Trankjær Jensen har været ansat i 14 år. Herigennem har hun også været involveret aktivt i både ekspertgruppe og kvalitetsevaluering på SKI’s nuværende fødevareaftale 

”I det store hele er vi godt tilfredse med SKI-aftalen på fødevarer. Fordelen ved sådan en aftale er, at vi kan opnå god kvalitet og forhandle nogle attraktive priser, fordi vi står sammen. Det er jeg sikker på, at vi kan opnå igen på den kommende aftale,” siger Bente Trankjær Jensen. 

Se her, hvordan du tilslutter dine køkkener. 

Selvom 50.90 Fødevarer har et bredt sortiment og dækker alle hovedproduktgrupper, kan der være god mening i at købe visse fødevarer lokalt. Det kan fx være frugt og grønt, når det er i sæson eller fisk fra en lokal forhandler. Derfor kan man ved tilslutning vælge at undtage sig forpligtelsen på udvalgte hovedproduktgrupper, underproduktgrupper og helt ned til enkelte varelinjer. I vejledningen til tilslutningen, som du finder i ETHICS, fremgår det, hvordan man undtager sig forpligtelsen. Gå til ETHICS her 

På den kommende aftale har SKI hævet den grønne barre, så de offentlige køkkener kan vælge økologi, tilberede mere klimaneutral mad med veganske alternativer til kød og købe ind efter sæson. Derudover vil det være muligt at få grønne data om sit køkkens forbrug, bl.a. det samlede CO2-aftryk, økologiandel og indkøb af varer med certificering eller mærke.  

Som på den nuværende aftale er der igen fokus på at sikre en god kvalitet af fødevarerne. Det er Bente Trankjær Jensen med til at bedømme sammen med køkkenfaglige kollegaer fra hele landet.  

”I Nyborg Kommune er der ligesom mange andre steder pres på budgetterne, og derfor er prisen på fødevarerne vigtig. Det kommer vi ikke uden om. Men uden ordentlige råvarer kan vi ikke tilberede et godt måltid. Derfor er vi glade for, at kvaliteten vægter 45 pct., og at vi rent faktisk tester fødevarerne og tjekker kvaliteten. Det skaber en fornuftig balance mellem pris og kvalitet og giver os de rette forudsætninger for at levere et produkt til vores borgere, som vi kan være tilfredse med,” siger Bente Trankjær Jensen.  

Efter SKI har fået tilbud ind, bedømmes kvaliteten af fødevarerne i en sensorisk test. Et ekspertpanel bestående af køkkenfagligt personale fra kommunerne tester en række tilfældigt udvalgte produkter fra alle hovedproduktgrupper. Fødevarerne bliver i blindtest evalueret på fem parametre: udseende, farve, konsistens, duft og smag.  

Som noget helt nyt tilbyder SKI de tilsluttede køkkener kurser i, hvordan man laver mere klimavenlige og bæredygtige måltider. Kurserne bliver afholdt, når aftalen er klar til implementering. 

”Det, vi har lært, har jo nogle år på bagen, så det bliver godt at få en øjenåbner og blive beriget med ny læring. Vores borgere her i Madhuset har hang til det traditionelle køkken, og kød fylder en del i vores menuer. Men vi er altid friske på at prøve noget nyt hos os, og vi ser frem til at blive tanket op med ny inspiration,” siger Bente Trankjær Jensen.  

SKI’s grønne partner PlanMiljø afholder to kursusdage for de tilsluttede køkkener med fokus på klima og begrænsning af madspild. Kurserne målrettes forskellige køkkentyper og afholdes flere steder i landet. Kurset er gratis for deltagerne. 

På kurset vil de fødevarefaglige opnå viden om, hvordan deres valg og tilgang med relativt nemme greb kan have stor betydning for reduktion af et måltids klima- og miljøpåvirkning. De enkelte køkkener vil blive undervist i emner som: 

  • Råvarers og måltiders klimapåvirkning 
  • Reduktion af kødforbrug og tilberedning af mere plantebaserede måltider 
  • Indkøb og tilberedning af mere bæredygtig fisk 
  • Økologi 
  • Reduktion af madspild
  • Indkøb af afskovnings- og GMO-fri fødevarer
  • Reduktion af miljøbelastning fra emballage og transport.