>

Til august 2025 træder en ny SKI-aftale med danske bøger og noder i kraft. Denne gang bliver det de to leverandører Saxo.com og BibMedia, der skal sikre, at landets kommunale biblioteker får de ønskede udgivelser på hylderne til borgerne.

Aftalen, der går under navnet 50.05 Biblioteksmaterialer – Danske bøger og noder (2025), er udbudt efter den såkaldte øst/vest-model, som er efterprøvet ved EU-Domstolen som led i den nu afgjorte ankesag, SKI fik medhold i.

Christian Lunding, udbudsdirektør i SKI, forklarer om fordelene ved modellen:

”Vi har benyttet øst/vest-modellen for at sikre konkurrencen på et ellers udfordret marked. Det kan kommunerne nu høste frugterne af, og vi er derfor godt tilfredse med, at der nu er to leverandører, som skal levere til de kommunale bibliotekers indkøb af danske bøger og noder,” siger Christian Lunding.

I alt 97 kommuner er tilsluttet aftalen, der er delt i to delaftaler; en for øst og en for vest. Delaftalen for Vestdanmark, som Saxo.com vinder, favner 69 kommuner, mens BibMedia vinder delaftalen for Østdanmark, som favner 28 kommuner.

 

SKI har sammen med ekspertgruppen haft fokus på at sikre kvaliteten af klargøringsydelserne på aftalen ved at stille krav til holdbarhed og referenceprodukter, så materialerne kan holde til mange udlån.

Som noget nyt har SKI indført en frivillig ydelse, der omfatter genbrug af bøger. Det betyder, at leverandørerne efter ønske skal bistå bibliotekerne med at genbruge bøger, der ikke længere er i god nok stand til fortsat at indgå i bibliotekernes samling.

Implementeringsperioden på aftalen er sat til godt ni måneder. Dette er et ønske fra markedet i tilfælde af, at en ny leverandør skulle byde på aftalen. Dermed er der tid til at opbygge/omstille en produktion, så den kan imødekomme kravene og ydelserne på aftalen.

Markedet med biblioteksmaterialer har i mange år været udfordret på den langsigtede konkurrence. Derfor har SKI også gjort en stor indsats for at sikre konkurrencen:

”Vi er lykkes med vores målsætning. Vores indsats med at inddrage potentielle nye leverandører, samt tilpasse kravene til klargøringsydelserne har resulteret i både øget konkurrence og lavere priser end på den nuværende aftale,” siger Christian Lunding.

SKI’s beregning af besparelsespotentialet på aftalen viser, at de kommunale biblioteker i gennemsnit vil opleve en besparelse på knap 5 pct. i forhold til priserne på den nuværende aftale.

Aftalen er nu i standstill til og med den 8. november 2024, hvorefter SKI indgår kontrakter med de to leverandører.

 

1) 50.05 Biblioteksmaterialer – Danske bøger og noder (2025), som består af:

  • Delaftale Danske bøger og noder VEST
  • Delaftale Danske bøger og noder ØST

2) 50.05 Biblioteksmaterialer (2024), som består af:

  • Delaftale 2: Udenlandske bøger og noder
  • Delaftale 3: Danske og udenlandske seriepublikationer
  • Delaftale 4: Musik, film og spil
  • Delaftale 5: Klargjorte klassesæt og taskebøger
  • Delaftale 6: Ikke-klargjorte klassesæt og taskebøger

3) 50.04 Tidsskrifter (2025), som forventes offentliggjort primo november 2024.

Til sammen dækker de tre aftaler bibliotekernes fulde behov for bøger, tidsskrifter og øvrige materialer, som udlånes til landets borgere.

Leverandørerne på aftalerne sørger for at skaffe de ønskede materialer samt klargøre dem, så de kan indgå i bibliotekernes samling.

Ny ydelse, der omfatter genbrug af bøger, gør det muligt for bibliotekerne at genbruge bøger, der ikke længere er i god nok stand til fortsat at indgå i bibliotekernes samling. Med en sådan ydelse kan de mange udtjente bøger blive genbrugt med omtanke for miljøet. Det er frivilligt for kommunerne, om de vil gøre brug af ydelsen.