Syv virksomheder skal levere genbrugshjælpemidler på en eller flere delaftaler inden for kørestole, tryksårsforebyggende puder, forflytningsplatforme samt glide- og vendesystemer på genudbuddet af 50.99 Genbrugshjælpemidler (Pulje 2) (2026). I udbudsprocessen er der lagt vægt på at sikre løsninger af høj kvalitet, der fungerer i praksis og passer til kommunernes behov.

Og der er stor tilfredshed med resultatet, fortæller David Salomonsen, der er udbudsdirektør for velfærd og tjenesteydelser i SKI:

”På den kommende aftale får kommunerne adgang til hjælpemidler, der er vurderet grundigt af både indkøbere og fagpersoner og har den høje kvalitet, kommunerne efterspørger. Det er lykkedes at få kvalitetsprodukter med lang levetid - og endda til attraktive priser.”

Et prisbenchmark viser et samlet besparelsespotentiale på tværs af delaftalerne på 14 pct. sammenlignet med blandt andet priserne på den eksisterende aftale. På nogle produkter ses en besparelse på helt op til 29 pct, og med de nye delaftaler på forflytningsplatforme kan kommunerne se frem til besparelser på helt op til 52 pct. sammenlignet med, hvad de tidligere har givet for lignende produkter.

Se vinderne af aftalen i faktaboksen sidst i denne artikel.

Faglighed og brugererfaring styrker resultatet

For at sikre god kvalitet og længere holdbarhed på hjælpemidlerne er der stillet høje mindstekrav på alle delaftalerne, og kvaliteten har vægtet 60 pct. i den endelige evaluering af de indkomne tilbud. Efterfølgende er kvaliteten af hjælpemidlerne testet af fagpersoner fra kommunerne som ergoterapeuter, fysioterapeuter og hjælpemiddelteknikere sammen med en repræsentant for brugerne. De skal sikre, at hjælpemidlerne fungerer i praksis for både borgere og fagmedarbejdere på hjælpemiddelområdet i de 85 kommuner og tre § 60-selskaber, der har tilsluttet sig aftalen.

Netop koblingen til praksis fremhæves af tekniker Allan Lundstrøm fra hjælpemiddeldepotet i Gladsaxe Kommune. Han har deltaget i kvalitetstestene og har 19 års erfaring med håndtering af hjælpemidler:

“For os på depoterne har det stor betydning, hvilke produkter vi får på hylderne. Det er jo det, vi står med i hverdagen, og nogle gange er det små ting, der kan gøre den nemmere. Det er også os, der skal ud at reparere hjælpemidlerne, hvis de går i stykker, så derfor betyder kvaliteten meget for vores arbejde og prioritering af ressourcerne,” fortæller Allan Lundstrøm.

På samme måde har Helga Mark bidraget som repræsentant for brugerne med sine erfaringer med anvendelsen af hjælpemidler i hverdagen, som ellers kan være svære at få frem i en klassisk evaluering.

“Jeg repræsenterer de brugere, der skal anvende hjælpemidlerne i praksis, og for os kan det have stor betydning, hvilke produkter vi får adgang til. Det gælder både håndteringen af dem, men også helt lavpraktiske ting som fx, hvordan materialet føles at være i kontakt med i mange timer om dagen. Jeg oplever stor lydhørhed fra fagpersonerne,” fortæller Helga Mark.

Sortimentet på den nye aftale er fastlagt i tæt samarbejde med en ekspertgruppe bestående af indkøbere og fagpersoner fra kommunerne. Det er tilpasset siden sidste genudbud, så det i endnu højere grad rammer det faktiske behov i praksis. I starten af processen gav en række brugerorganisationer og brugerrepræsentanter desuden deres input til den kommende aftale, og undervejs har der også været en god dialog med virksomhederne via en leverandørfølgegruppe.

Som noget nyt rummer aftalen delaftaler med forflytningsplatforme, som i stigende grad anvendes i kommunerne som et vigtigt arbejdsredskab for plejepersonalet i hverdagen. Sortimentet er også udvidet med et vendehjælpemiddel med fodpedal.

For kommunerne betyder matchet mellem det rette sortiment og den høje kvalitet det rette grundlag for, at aftalen kan fungere i praksis - både i forhold til borgernes og plejepersonalets behov og den daglige anvendelse. Det fortæller Susanne Bager, der er ergoterapeut og leder af Hjælpemiddelcentret i Syddjurs Kommune:

“Det er et grundigt og omfattende setup, hvor vi i ekspertgruppen har fastlagt klare kriterier for, hvad produkterne skal kunne, og som efterfølgende danner grundlag for, at vi tester produkterne på tværs på lige vilkår. På den måde sikrer vi et sortiment, der både rammer behovet hos størstedelen af borgerne og fungerer i praksis.”

  • Delaftale 1 - Trykaflastende skumpude - lav risiko for vævsskade: Wolturnus A/S

  • Delaftale 2 - Trykaflastende pude - middel risiko for vævsskade: Invacare A/S

  • Delaftale 3 Trykaflastende pude - høj risiko for vævsskade: Wolturnus A/S

  • Delaftale 4 - Statisk luftpude - høj risiko for vævsskade: Permobil Danmark A/S

  • Delaftale 5 - Trykaflastende pude til positionering - høj risiko for vævsskade: Invacare A/S

  • Delaftale 6 - Hjælpermanøvrerede kørestole med manuel tilt og el-tilt: Invacare A/S

  • Delaftale 7 - Manuel kørestol, sideværts sammenklappelige: Etac

  • Delaftale 8 - Forflytningsplatforme med støttesæde: Arjo Danmark A/S

  • Delaftale 9 - Forflytningsplatforme uden støttesæde: Etac

  • Delaftale 10 - Vendesystem (madrascover med glidefelt samt træklagener): Etac

  • Delaftale 11 - Glidelagen: Etac

  • Delaftale 12 - Motoriseret vendehjælpemiddel med el-justerbare ruller: Direct Healthcare Group Danmark A/S

  • Delaftale 13 - Motoriseret vendehjælpemiddel med fodpedal: Danrehab A/S

Aftalen er i standstill til og med den 22. juni 2026, hvorefter kontrakterne underskrives med virksomhederne. Aftalen træder i kraft den 15. september 2026.

Læs mere om aftalen på udbudssiden.