Nu kan du som leverandør på SKI’s aftaler se frem til en ny og mere moderne løsning - PIM - til upload af e-kataloger. Systemet er en flow-baseret løsning, der guider dig gennem de forskellige faser, når du uploader dine kataloger. Samtidig vil du opleve en langt mere intuitiv brugerflade.
E-handelskoordinator i SKI, Peter Borg L. Andersen fortæller om det nye system:
”Vi glæder os til at præsentere løsningen, som er velafprøvet og allerede anvendes af flere store, danske virksomheder. Vi har selvfølgelig fået foretaget forskellige tilretninger af løsningen, ikke mindst efter at vi har gennemført tests i samarbejde med flere af vores leverandører. Derfor mener vi også, at vi nu kan præsentere en rigtig god løsning, som kommer både SKI’s kunder og leverandører til gavn.”
Den nye PIM-løsning understøtter desuden de kommende krav i e-handelsbekendtgørelsen, som træder i kraft i januar 2022 samt de stigende krav til datakvalitet i offentlig e-handel.
Vi hjælper dig godt i gang
Inden du skal i gang med at uploade e-kataloger i den nye løsning, har du flere muligheder for at få hjælp til at komme godt fra start.
Den 3., 4. og 5. november afholder vi webinarer, hvor du får en gennemgang af løsningen og mulighed for at stille spørgsmål.
Læs mere om webinarerne og tilmeld dig her.
På webinarerne vil vi også præsentere dig for guides, der kan hjælpe dig på vej. Inden webinaret vil du også kunne finde alle guides på en side for leverandører på ski.dk, hvor du også kan finde mere viden om SKI’s arbejde med e-kataloger.
Du kan også altid kontakte vores e-handelssupport, hvis du har brug for hjælp.