Den nye SKI-aftale 02.07 Kommunikationsprodukter og -løsninger er et dynamisk indkøbssystem. Her vil de offentlige organisationer kunne købe alt fra netværksløsninger, it-sikkerhedsløsninger eller kontaktcenterløsninger hos et bredt felt af leverandører.
Dermed supplerer det dynamiske indkøbssystem den kommende fællesoffentlige rammeaftale 50.07 Kommunikationsprodukter, hvor de offentlige kunder kan købe standardiserede katalogprodukter som fx routere, switches og headsets.
For at søge om optagelse i systemet, skal interesserede virksomheder opfylde de fastsatte egnethedskrav samt udfylde en ansøgning.
Find ansøgningen og egnethedskravene sammen med udbudsmaterialet i udbudssystemet ETHICS.
Blandt fordelene ved det dynamiske indkøbssystem er, at der ikke er loft over, hvor mange leverandører der kan optages, og at leverandørerne ikke er forpligtede til at byde på de indkøb, der bliver udbudt.
”Modellen giver på den måde mindre, specialiserede virksomheder lettere adgang til at byde ind med produkter og ydelser til de offentlige kunder – og de offentlige kunder får adgang til en bred vifte af leverandører med forskellige kompetencer og produkter på hylderne,” siger udbudsdirektør i SKI, Christian Lunding.
I modsætning til en rammeaftale har et dynamisk indkøbssystem heller ikke et på forhånd fastlagt sortiment. De offentlige kunder udbyder konkrete opgaver baseret på deres aktuelle behov - inden for det dynamiske indkøbssystems overordnede kategorier.
Nu kan interesserede virksomheder søge om at blive optaget som leverandører på aftalen. I første omgang kan optagelse søges frem til den 20. oktober 2023. Efter aftalen er trådt i kraft i december 2023, vil nye virksomheder løbende kunne søge om optagelse i hele aftalens løbetid.
Ønsker man at være optaget i det dynamiske indkøbssystem når aftalen træder i kraft, skal man således søge om optagelse inden den 20. oktober 2023.
De offentlige kunder kan fremover købe kommunikationsprodukter og -løsninger på to SKI-aftaler:
- Den fællesoffentlig rammeaftale, 50.07 Kommunikationsprodukter, der omfatter standardiserede og katalogegnede kommunikationsprodukter
- Det dynamiske indkøbssystem, 02.07 Kommunikationsprodukter og -løsninger, der omfatter kommunikationsprodukter samt større og mere komplekse, samlede kommunikationsløsninger.
50.07 Kommunikationsprodukter træder efter planen i kraft den 1. november 2023, når den eksisterende aftale udløber, mens det dynamiske indkøbssystem 02.07 Kommunikationsprodukter og -løsninger vil være klar til brug i december 2023.