Da SKI tog hul på genudbuddet af de to nuværende møbelaftaler, var det med håbet om at samle aftalerne til én fællesoffentlig og langt mere grøn og bæredygtig aftale.

”De offentlige organisationer ønskede blandt andet en større andel af miljømærkede møbler, mulighed for længere levetid og bedre udnyttelse af garantierne. Jeg synes, det er lykkedes – endda til virkeligt attraktive priser”, fortæller Christian Lunding, udbudsdirektør i SKI.

Da SKI sendte 50.30 Møbler i udbud, var det med en evalueringsmodel, der tilgodeså og tilskyndede leverandørerne til at byde ind med så mange miljømærkede produkter som muligt. Det resulterede i et sortiment, hvor godt 94 pct. er type 1 miljømærkede eller tilsvarende.

”Vi er meget tilfredse med andelen af miljømærkede produkter på aftalen. Og så har vi sørget for, at leverandøren kan udskifte de ikke-miljømærkede møbler med miljømærkede alternativer i hele aftalens levetid,” siger Christian Lunding.

Daarbak har budt ind med ti års garanti på hele møbelsortimentet, hvilket er dobbelt så meget som mindstekravet. For at gøre det lettere for de offentlige organisationer at udnytte denne garanti, har SKI blandt andet stillet krav til identifikationsmærkning, så det er nemt at spore sig frem til ordre og købstidspunkt. På den måde kan man tjekke, om et møbel fortsat er omfattet af garantien.

Herudover er Daarbak A/S også forpligtet til at levere møbelspecifikke serviceydelser, som skal hjælpe de offentlige organisationer til bedre at vedligeholde og levetidsforlænge deres møbler.

Bæredygtige krav på ny møbelaftale

SKI har stillet en række mindstekrav til møblernes egenskaber - og derudover gjort det attraktivt at byde ind med bæredygtige elementer, så som:

  • Garantiperiode:
    Mindstekravet var fem års produktgaranti – Daarbak valgte at byde ind med ti års garanti på hele møbelsortimentet. Derved får de offentlige organisationer møbler, hvor de er garanteret en betydelig længere brugstid.
  • Miljømærker:
    Daarbak valgte at byde ind med 607 miljømærkede produkter i alt, hvilket betyder, at aftalen er endt ud med et møbelsortiment, hvor godt 94 pct. af møblerne er type 1 miljømærkede eller tilsvarende. De offentlige organisationer får dermed en hjælpende hånd til at opfylde deres grønne indkøbsmål.

SKI involverede branchen, repræsentanter fra de offentlige organisationer samt uvildige tredjeparter i forbindelse med at fastsætte et højt kvalitetsniveau. Tilbudsgiverne kunne konkurrere ved at tilbyde en bedre kvalitet end mindstekravet, hvilket har resulteret i møbler af høj kvalitet.

I evalueringen af de indkomne tilbud vægtede kvaliteten 40 pct. Møblerne blev vurderet både ud fra fastsatte parametre - såsom miljømærker og garantiperiode - og gennem praktiske tests foretaget af repræsentanter fra de offentlige organisationer, der skal bruge aftalen. Over tre dage blev blandt andet stole, borde og akustikmøbler testet grundigt.

”Testpaneldeltagerne repræsenterer de mange offentlige ordregivere og gik til opgaven med stort engagement – alle var tydeligt interesserede i, at møblerne er af god kvalitet, ergonomisk behagelige og intuitive at anvende. Alle møbler blev vendt, drejet og undersøgt nøje, og vi endte med nogle rigtigt flotte testresultater, hvor de tilbudte møbler fra Daarbak A/S opnåede den bedste kvalitetsscore,” fortæller Martin Schmidt, udbudskonsulent på den kommende møbelaftale.

Skarpe priser på god kvalitet

SKI har også fokuseret på at skærpe konkurrencen blandt potentielle leverandører i markedet ved blandt andet at dele aftalen op i delaftaler.

Christian Lunding uddyber:
”Den skærpede konkurrence har resulteret i, at Daarbak A/S, udover den høje andel af miljømærker og lange garanti, også bød ind med skarpe priser. Det betyder, at vi gennemsnitligt forventer gode besparelser i forhold til de to nuværende aftaler”.

Et prisbenchmark fra SKI viser et besparelsespotentiale på 24 pct. i forhold til priserne på SKI’s nuværende møbelaftaler. De offentlige organisationer vil dermed opleve møbler af tilsvarende eller bedre kvalitet til en skarpere pris.

Den kommende møbelaftale erstatter de to nuværende aftaler, der henvender sig til hhv. staten og kommunerne. Den nye aftale er fællesoffentlig og omfatter et bredt udvalg af møbler til kontor-, kantine- og mødemiljøer. Den er inddelt i tre delaftaler:

  1. Standard arbejdsplads
  2. Soft-seating, ergonomi og akustik
  3. Møde-, kantine- og fællesmøbler.

Der er en leverandør pr. delaftale, og Daarbak A/S har vundet alle tre delaftaler.

Aftalen er nu i standstill frem til og med den 20. september 2024.

SKI forventer, at den nye aftale træder i kraft den 6. januar 2025, når den statslige aftale som den første af de to nuværende udløber. For de kommuner og andre offentlige organisationer, der er tilsluttet den nuværende 50.30 Møbler (kommuner) gælder det, at de først er forpligtede af den nye aftale, når den nuværende udløber den 31. marts 2025. De vil derfor kunne benytte den nye møbelaftale pr. 1. april 2025.

Grønne tiltag på 50.30 Møbler

  • Miljømærkeandelen:

607 produkter på aftalen er type 1 miljømærkede eller tilsvarende. Dette svarer til 93,53 pct. af produktsortimentet (undtaget herfra er tilbehør og tilkøb samt renoverings- og serviceydelser). Dermed er det nemt for de offentlige organisationer at købe miljømærkede produkter, når de ønsker det.

  • Garantiperiodeforlængelse:

Ti års garanti på hele produktsortimentet - 649 varelinjer (undtaget herfra er tilbehør og tilkøb samt renoverings- og serviceydelser). Dette sikrer indkøb af møbler, som de offentlige organisationer kan anvende ti år ud i fremtiden.

  • Identifikationsmærkning:

Ved at stille krav til identifikationsmærkning, så ordrer og købstidspunkt nemmere kan spores, vil det blive lettere for de offentlige organisationer at udnytte garantiperioden.

  • Tilbagetagning:

Leverandøren skal rådgive om og facilitere salg, videresalg, gensalg, donation eller bortskaffelse af kundernes møbler. Dette fordrer cirkularitet, at brugte møbler får nyt liv, genbruges eller bliver deponeret på den korrekte måde.

  • Gebyrer og mindsteordrer:

Vi har indarbejdet forskellige tiltag, herunder leveringsgebyrer og mindsteordrer. Dette skal hjælpe de offentlige organisationer til at handle mest bæredygtigt med omtanke for klima og miljø.

  • Konstruktion med henblik på demontering og reparation:

Det skal være nemmere at udskifte enkelte dele i stedet for at købe et helt nyt møbel, hvis noget går i stykker.

  • Renoverings- og serviceydelser:

Leverandøren skal levere møbelspecifikke serviceydelser, såsom rens og pleje, som er med til at levetidsforlænge møblerne.

  • Certificeret bæredygtigt træ og emballagekrav:

Kravene til materialer, brug af kemi og emballage er skærpet.