Det bliver Papyrus A/S, der skal levere papir på paller, og Lyreco Danmark A/S der skal levere kontorartikler til 98 kommuner, fem regioner og staten, når den nuværende fællesoffentlige SKI-aftale på kontorartikler udløber.
Udbuds- og ESG-direktør i SKI, Katrine Pape Huldahl ser frem til, at den nye aftale træder i kraft den 1. november. Med den følger nemlig en endnu større andel af grønne og miljømærkede varianter:
”På den kommende kontorartikel-aftale har vi skruet endnu mere på de grønne knapper, ligesom vi har haft fokus på kvaliteten af produkterne. Det afspejler sig i sortimentet, blandt andet ved endnu flere miljømærkede produkter og flere refill-produkter, der er med til at forlænge brugen af fx kuglepenne og dermed mindske behovet for at købe nyt.”
Større andel af miljømærkede produkter og bedre kvalitet
Den større andel af miljømærkede produkter og den højere kvalitet tager afsæt i et ønske fra de offentlige organisationer og er blevet bakket op af ekspertgruppen af offentlige indkøbere, der har været SKI´s sparringspartner undervejs i udbudsprocessen. Sortimentet på den kommende aftale rummer en større andel af miljømærkede varianter, ligesom flere konventionelle varianter udgår. Dette til trods, vil sortimentet fortsat dække de forskellige indkøbsbehov i de offentlige organisationer. Der vil fx både være billigere kuglepenne og miljømærkede kuglepenne af en højere kvalitet i sortimentet.
For at understøtte en mere bæredygtig aftale øges leveringsfristen til fem arbejdsdage. Dette giver leverandørerne større fleksibilitet og dermed bedre mulighed for at samle leveringerne i færre kørsler.
Selvom det er lykkedes at opnå attraktive priser på aftalen sammenlignet med listepriserne i markedet, vil de offentlige kunder dog opleve en mindre fordyrelse i forhold til den nuværende aftale, hvilket formentlig kan tilskrives de skærpede krav til bæredygtighed og kvalitet og flere udefrakommende faktorer.
Du kan læse mere om aftalen på udbudssiden.
På alle SKI´s aftaler er det muligt kun at hente de miljømærkede produkter til jeres e-katalog. På den måde kan du sikre, at de ofte mange forskellige personer, der køber ind i din organisation, kun kan vælge fra den grønne hylde. Se her, hvordan du køber grønt på SKI-aftalerne.
Den kommende aftale 50.55 Kontorartikler er en fællesoffentlig aftale og kan anvendes af de 98 kommuner, fem regioner og øvrige offentlige organisationer, som tilsluttede sig aftalen i tilslutningsperioden. Aftalen indgår i Statens Indkøbsprogram, og staten er derfor automatisk tilsluttet. Øvrige offentlige organisationer får igen mulighed for at tilslutte sig aftalen i det første år fra aftalen træder i kraft.
Sortimentet er opdateret på baggrund af data fra den nuværende aftale samt input fra ekspertgruppen, så det bedre matcher kommunernes, regionernes og statens behov.
50.55 Kontorartikler består af tre delaftaler:
- Delaftale 1 – Papir på paller: Papyrus A/S
- Delaftale 2 – Kontorartikler og papir - Vest: Lyreco Danmark A/S
- Delaftale 3 – Kontorartikler og papir – Øst og staten: Lyreco Danmark A/S
På den nye aftale vil der være en større andel af miljømærkede produkter. Derudover øges leveringsfristen til fem dage. Dette giver leverandørerne større fleksibilitet og dermed bedre mulighed for at planlægge transporten, hvilket resulterer i færre kørsler.