>

SKI har netop offentliggjort udbudsmaterialet til fødevareaftalen 09.01 Fødevarer og engangsartikler, der hovedsageligt bruges af køkkener i styrelser og de statsfinansierede selvejende institutioner. På aftalen er der et bredt sortiment og et stærkt fokus på klima og bæredygtighed.

Dermed er det et supplement til den fælleskommunale aftale 50.90 Fødevarer, forklarer udbudsdirektør i SKI, Christian Lunding:

”Mens den fælleskommunale SKI-aftale er målrettet de kommunale storkøkkener, er 09.01 Fødevarer og engangsartikler målrettet de mindre offentlige køkkener. Derfor har vi selvfølgelig taget højde for deres særlige behov i tilrettelæggelsen af aftalen,” siger Christian Lunding.

Forud for offentliggørelsen af 09.01 Fødevarer og engangsartikler har SKI gennemført en omfattende analyse af markedet for fødevarer. Analysen viste – i lighed med tidligere analyser – at det er afgørende for det offentlige køkkenpersonale, at aftalen er let at bruge, så de har mest mulig tid til kerneopgaven, og at aftalen understøtter udviklingen inden for mere bæredygtig produktion:

”Køkkenerne skal bruge deres tid på kerneopgaven: tilberedning og servering af måltider. Derfor er det afgørende at aftalen er let at anvende, så der bruges mindst mulig tid på fx varebestilling og -modtagelse. Samtidig vil vi gøre det let at handle klimavenligt, tilvælge økologi osv.,” siger Christian Lunding.

 

Det samlede danske fødevaremarked har en værdi af ca. 140 mia. kr. Den samlede omsætning for engrosfødevaremarked i Danmark vurderes at være ca. 114 mia. kr. om året. Heraf anslås det offentlige fødevaremarked at udgøre mellem 3-4 mia. kr. I 2022 udgjorde SKI-aftalen 09.01 Fødevarer og engangsartikler 0,3 pct. af det samlede fødevaremarked og ca. 10 pct. af det offentlige fødevaremarked.

Fødevarer er et af de områder, hvor det offentlige har en stor CO2-udledning. CONCITO har vurderet, at klimaaftrykket i de offentlige køkkener uden brug af store ressourcer kan reduceres med 25 pct. frem mod 2025 ved en målrettet indsats.

Derfor skal man, hvis man vil være leverandør på den nye 09.01 Fødevarer og engangsartikler, tilbyde fødevarer, der lever op til en lang række skærpede grønne krav. Fx bliver der efterspurgt flere økologiske produkter, bælgfrugter og plantebaserede produkter:

”Vi vil gerne være med til at understøtte køkkenerne i at sænke deres klimaaftryk, og vi oplever også en konkret efterspørgsel fra den offentlige sektor. Den viser med stor tydelighed, at de offentlige køkkener har taget et seriøst skridt mod en mere plantebaseret, miljøvenlig, økologisk og klimarigtig fremtid. Det skal fødevareaftalen selvfølgelig understøtte,” siger Christian Lunding.

Nye klimarapporter understøtter mere klimavenlig madlavning

Som noget nyt kan man som kunde på aftalen også få en klimarapport over det samlede CO2-aftryk for sit indkøb. Rapporten giver et overblik over, hvordan man kan arbejde med at sænke klimabelastningen. Derudover vil det være muligt at se, hvis en vare har en certificering eller et mærke.

For ikke at genere et unødigt madspild i leverandørleddet lægger SKI også op til, at aftalen skal rumme både fødevarer, der er lagervarer og skaffevarer. Dermed skal leverandørerne have et færre antal varer på lager, de skal kunne levere fra dag til dag. Der vil ligeledes være sæsonvarer - primært inden for kategorien frugt og grønt.

Alle interesserede virksomheder har mulighed for at hente udbudsmaterialet og afgive tilbud via udbudssystemet ETHICS. De indkomne tilbud evalueres på pris. Det skal sammenholdes med, at der i aftalen er efterspurgt et bredt sortiment, hvor der er lagt vægt på at tilbyde de offentlige køkkener både bæredygtige, økologiske og konventionelle varianter. Derved er der varianter, der passer til de individuelle ønsker til kvalitet, budgetrammer og prioriteringer i den offentlige sektor. Aftalen forventes at træde i kraft til oktober 2024.

 

På den nye SKI-aftale 09.01 Fødevarer og engangsartikler er der skruet op for den grønne profil. Derfor vil de offentlige køkkener kunne finde flere økologiske produkter, bælgfrugter og plantebaserede varianter. Kort opsummeret har aftalen:

  • 31 nye varelinjer på bælgfrugter og mel og gryn, hvilket er mere end dobbelt så mange som på den tidligere aftale.
  • 131 plantebaserede produkter: plantefars, plantebaseret is, soyamælk, vegansk æggeerstatning og lignende.
  • Et bredt sortiment af både økologiske og konventionelle fødevarer inden for 12 hovedproduktgrupper
  • 1.403 økologiske varelinjer, hvilket udgør ca. 34 pct. af sortimentet på fødevarer, og er den samme procentandel som økologiske varelinjer udgør på SKI’s forpligtende fødevareaftale 50.90.
  • Krav til certificeringer bl.a. MSC og ASC-certificeret fisk, dyrevelfærdsmærket, fødevarer fragtet med fly og andre informative mærker samt synliggørelse heraf i e-kataloget. Køkkenerne kan derfor tilvælge grønne varianter i indkøbssituationen.
  • Krav til udregning af CO2-andel og økologi-andel på varekurven
  • Leverandøren skal kunne rådgive køkkenerne omkring minimering af madspild
  • Krav om, at palmeolie ikke må have bidraget til afskovning af primærskove, og at leverandøren skal arbejde for at implementere afskovningsfri soja
  • Krav om at hele æg, kogte og pillede æg samt pasteuriserede æggehvider, æggeblommer og æggestand ikke må stamme fra høns i bur (buræg).
  • Skalerede miljøkrav til transport herunder en handleplan for overgang til emissionsfrie transport
  • Strenge krav til emballage.

Som noget nyt kan man som kunde på aftalen også få en klimarapport over det samlede CO2-aftryk for sit indkøb. Rapporten giver et overblik over, hvordan man kan arbejde med at sænke klimabelastningen. Derudover vil det være muligt at se, hvis en vare har en certificering eller et mærke, og så skal leverandøren også have en handlingsplan for minimering af madspild, som de kan rådgive kunderne ud fra.