SKI har netop offentliggjort udbudsmaterialet til 17.05 Rådgivende ingeniører og arkitekter, hvor potentielle tilbudsgivere kan anmode om at blive prækvalificeret til at afgive tilbud. Dermed er første skridt taget mod udbud af de to nye rammeaftaler, der tilsammen skal gøre det enklere at købe ind på tværs af centrale rådgiverdiscipliner i bygge- og landskabsopgaver.

Offentliggørelsen af de to aftaler forskydes, så interesserede virksomheder kan tilgå materialet i etaper. 17.06 Bygherrerådgivning forventes offentliggjort den 30. april.

“Med vores nye aftaler samler vi de vigtigste rådgiverkompetencer i en samlet pakke. Det giver den offentlige sektor en stærk og enkel indgang til de faglige rådgivningsydelser, man typisk har brug for ved byggesager – fra tidlig afklaring til konkret gennemførelse,” siger David Salomonsen, udbudsdirektør for velfærd og tjenesteydelser i SKI.

De to nye aftaler kommer til at supplere hinanden, idet bygherrerådgivning ofte bruges indledningsvist og forud for indkøb af øvrige byggefaglige rådgivere. Tilsammen giver aftalerne en bred dækning af rådgivning ved nybyggeri, ombygning, renovering, vedligehold og landskabsopgaver – og de samler ydelser fra behovsafklaring og planlægning til projektering, byggeledelse og bæredygtighed.

I udarbejdelsen af udbudsmaterialet har SKI løbende været i dialog med både markedet og den offentlige sektor for at sikre et solidt og markedskonformt udgangspunkt. Begge aftaler vil kunne anvendes af hele den offentlige sektor uden forudgående tilslutning.

“Vi har bevidst designet aftalerne i samarbejde med både brugere og virksomheder, så de spiller sammen i praksis. På den måde får vi sikret to aftaler, der rummer de nødvendige rådgivningsydelser og er sammensat på en måde, der gør dem brugervenlige – for både den offentlige sektor og de kommende leverandører,” siger David Salomonsen.

SKI søger et bredt felt af leverandører

De to rammeaftaler er begge inddelt i fem geografiske delaftaler, hvor der er plads til at prækvalificere op til fem tilbudsgivere på hver. Dermed vil op mod 25 virksomheder blive inviteret til at afgive tilbud på hver rammeaftale. Prækvalifikationen sker på baggrund af referencer, mens de endelige tilbud vil blive vurderet efter det bedste forhold mellem pris og kvalitet.

Når tilbudsfristen er nået, tildeler SKI op til tre leverandører pr. delaftale, hvilket betyder, at de to rammeaftaler tilsammen giver plads til 30 leverandører i alt.

På 17.05 og 17.06 er det muligt for virksomhederne at anmode om prækvalifikation på alle delaftaler – der skal dog sendes en ansøgning for hver af de ønskede delaftaler. Det er også muligt at blive leverandør på begge rammeaftaler, men en leverandør kan ikke fungere som både bygherrerådgiver og totalrådgiver på samme projekt.

Udbudsmaterialet bliver offentliggjort forskudt for at tage hensyn til de virksomheder, der vil anmode om prækvalifikation på delaftaler på begge aftalerne.

Du kan følge begge udbuddene på de respektive udbudssider på ski.dk.

Interesserede virksomheder inviteres til informationsmøde

SKI inviterer interesserede ansøgere til informationsmøder om de to rammeaftaler. Det er muligt at deltage i møderne både fysisk hos SKI og online via Teams:

  • 17.05 Rådgivende ingeniører og arkitekter: Informationsmøde torsdag den 23. april 2026 kl. 10.00–11.30

  • 17.06 Bygherrerådgivning: Informationsmøde torsdag den 7. maj 2026 kl. 10.00–11.30

Tilmelding sker på mail til enten Maiken Stagaard Christensen (msc@ski.dk) eller Rikke Kruse Stensgaard (rks@ski.dk) senest 21. april 2026 (17.05) og 5. maj 2026 (17.06).

  • Dækker rådgivningsopgaver inden for rammerne af ABR18 (Almindelige betingelser for rådgivning og bistand i bygge- og anlægsvirksomhed)

  • Samler arkitekter, ingeniører, specialister samt brand-/konstruktionsrådgivere

  • Ydelser inden for blandt andet YBL (Ydelsesbeskrivelse for Byggeri og landskab), ’Tillæg om Bæredygtighedsydelser’ og ’Ydelsesbeskrivelse for Arbejdsmiljøkoordinering’

  • Bemærk, at denne aftale ikke omfatter YBA (Ydelsesbeskrivelse for Anlæg).

  • Udbudsside på ski.dk: Se udbud 17.05

  • Udbudsmateriale for 17.05 (Offentliggjort i ETHICS).

  • Dækker strategisk og operationel rådgivning inden for rammerne af ABR Forenklet (Forenklede almindelige betingelser for rådgivning og bistand i bygge- og anlægsvirksomhed)

  • Dækker de samme kategorier som 17.05 Rådgivende ingeniører og arkitekter

  • Ydelser inden for YBB (Ydelsesbeskrivelse for Bygherrerådgivning) og ’Tillæg om Bæredygtighedsydelser’

  • Offentliggøres 30. april med ansøgningsfrist 4. juni 2026

  • Udbudsside på ski.dk: Se udbud 17.06

  • Udbudsmateriale for 17.06 (Offentliggøres den 30. april).