Kronik af Signe Lynggaard Madsen, adm. direktør i SKI. Bragt første gang i Danske Kommuner nr. 1/2020.​

Efter verdensledernes ambitiøse taler i FN og med den nye ambitiøse klimalov melder spørgsmålet sig: Hvordan indfrier vi målsætningen om 70 pct. reduktion af CO2 og andre klimagasser? En målsætning som stort set hele Christiansborg står bag, og som skal realiseres i 2030.

Skal Danmark for alvor sætte sig i klimaførersædet, skal vi løfte i flok og finde fælles løsninger, som kan realisere visionen om et klima- og miljøområde i verdensklasse. Bliver det nemt? Nej. Men som statsministeren siger: Hvis det er nemt, er det uambitiøst.

​Én mulighed med stort potentiale er at spænde den offentlige indkøbsmuskel – hvis vi kan flytte den offentlige efterspørgsel i en endnu mere grøn retning, kan vi også flytte leverandører, produktion og marked og begrænse CO2-udslippet. Men det kræver, at vi sætter handling bag ordene.

Sammen sætter vi barren

Hvert år køber den offentlige sektor ind for ca. 300 mia. kr. Med så store beløb på spil er det afgørende, at vi bruger vores fælles penge klogt og er med til at påvirke markedet.

Det offentlige indkøbsdanmark har i de senere år været igennem en omfattende professionalisering, og indkøbsansvarlige i alle dele af den offentlige sektor skaber hver dag gode resultater gennem kloge indkøb. Det sker blandt andet gennem SKI - Staten og Kommunernes Indkøbsservice. Når vi samler volumen fra den offentlige sektor gennem fællesindkøb, kan vi presse kvaliteten op og prisen ned. Tallene taler for sig selv: Kommuner, stat og regioner købte ind for knapt 8 mia. kr. gennem SKI i 2018 og opnåede besparelser på op mod 800 mio. kr. – penge, der kan bruges på alt fra bedre normeringer i daginstitutioner, skattelettelser, cykelstier eller elektrificering af den kollektive transport.

Besparelser er selvfølgelig fine, men kan vi ikke gøre mere end det, når vi flekser indkøbsmusklerne? Hvad med det grønne? Jo, når vi står sammen i den offentlige sektor, kan vi stille nogle krav til leverandørerne, som vi ikke kan, når vi står alene. Det gør vi hver dag. På alle SKI’s indkøbsaftaler stiller vi klare sociale og etiske krav om arbejdstagerrettigheder, lønvilkår, bestikkelse osv. til leverandørerne. Samtidig stiller vi på hvert eneste indkøbsområde en lang række specifikke krav om bæredygtighed.

Krav, der fx forbyder skadelige og allergifremkaldende indholdsstoffer i solcremen til børnehaven og håndsæben til hospitalerne. Emballagekrav, så vi mindsker brugen af plast. Krav om certificeret bæredygtigt træ til produktion af møbler og kontorartikler, der sikrer en god brug af skovenes ressourcer. For os er det vigtigt med grundlæggende høje miljøkrav. Derudover sikrer vi, at der kan købes ind fra et ekstra miljøvenligt udvalg på indkøbsaftalerne.

Alt i alt betyder vores arbejde med ansvarlighed, at SKI’s indkøbsaftaler tilsammen berører 14 af FN’s 17 verdensmål, herunder mere end 45 delmål.

Når jeg taler med landets borgmestre, mærker jeg tydeligt, hvor meget hensynet til klimaet fylder i byrådene. Kommunerne vil rigtig gerne gøre deres til at trække vores samfund i en mere bæredygtig retning. Det samme oplever jeg i regionerne, på landets uddannelsessteder, ja faktisk over alt hvor jeg kommer i den offentlige sektor.

Men det er langt fra altid de klimavenlige produkter og løsninger, der ender i den offentlige indkøbskurv. Selv hos kommuner med erklæret grøn indkøbspolitik. For faktum er, at omstillingen til bæredygtige alternativer ofte koster. Og så skal man vælge: Kroner eller klima?

Overalt i den offentlige sektor er der pres på budgetterne, så selvom der er vilje, er der ikke altid vej. Når møblerne på den lokale folkeskole skal skiftes, betyder indkøbsprisen ofte mere, end om stolene er bæredygtige og holder i længere tid. Penge sparet er penge tjent, og måske der bliver flere penge til skolens vikarbudget.

Her skal vi i den offentlige sektor blive endnu bedre til at tænke i totalomkostninger (TCO - total cost of ownership), hvor også brugsomkostninger medtages og ikke kun indkøbsprisen. Hvis stolen i højere kvalitet holder 10 år længere end den billigste, er ”den dyreste” måske rent faktisk billigere og mere bæredygtig på sigt.

Det gælder også for printere, computere og andre strømforbrugende produkter, og det gælder bilen, der kører længere på literen. Det vil altså gavne både miljø og pengepung, hvis det offentlige sætter endnu mere fokus på TCO. Men det er ikke så let, som det lyder.

I SKI bruger vi allerede i dag en række TCO-modeller, som de offentlige indkøbere kan benytte. Det kan vi gøre relativt simpelt, når vi snakker biler eller printere. Det bliver straks mere komplekst, når det drejer sig om fx it-infrastruktur. Her arbejder vi målrettet på at stille nogle værktøjer til rådighed, som kan hjælpe den offentlige sektor endnu bedre til at skabe overblik over de samlede omkostninger og dermed løse dilemmaet mellem klima og kroner.

Så langt, så godt. Men hvad så, når det klimavenlige valg ikke også er det økonomisk mest fordelagtige? Svaret er, at hvis vi i den offentlige sektor trækker i samme retning, kan vi skabe de bedst mulige betingelser og priser for vores grønne indkøb.

De mange små bække, som udgør de offentlige myndigheders samlede indkøb, er en meget kraftfuld å – i realiteten en flod – som kan flytte både udbuddet og priserne i markedet. Når vi i samlet flok lægger vægt på de grønne produkter, falder prisniveauet, og udbuddet bliver større.

Da vi lavede den første indkøbsaftale til de kommunale storkøkkener, var der store besparelser på både de økologiske og de konventionelle fødevarer. Besparelserne betød, at prisen for økologi faldt til det tidligere niveau for de konventionelle fødevarer. På den seneste indkøbsaftale, der omfatter storkøkkener i 65 kommuner, er besparelserne igen størst på de økologiske varer, og merprisen for økologi er derfor i dag blevet endnu mindre.

Når det grønne valg bliver billigere, kan man rykke på den grønne dagsorden. Vi ved, at man i flere kommuner har grebet muligheden og valgt at gå økologisk. Men det er ikke kun prisen, vi kan flytte. Vi kan også med fordel ændre vores vaner i det offentlige. Hver eneste gang en vare bliver leveret, er der CO2-udledning fra transporten. Og alle leverandørerne har deres egen transport. En skole kan få levering af kuglepenne, toiletpapir og pc’ere med tre forskellige varevogne på én dag – og ofte i meget små mængder.

Det betyder altså noget, hvordan vi køber ind. Kan vi samle vores leveringer til et par gange om ugen frem for hver dag, så varevognen ikke skal køre ud med to pakker viskelæder? Og kan vi ovenikøbet samtænke transporten på tværs af leverandørerne? Det er noget, som SKI og kommunerne i samarbejde kigger på. Så får vi ikke kun bedre priser, men også et mindre CO2-udslip.

I SKI er vi derfor ikke i tvivl om, at vi ved at samle det offentlige indkøb kan rykke markedet i en grønnere og mere klimavenlig retning. Vi er heller ikke i tvivl om, at vi kan opnå gode priser og store besparelser på de klimavenlige produkter og løsninger og mindske CO2-udledningen, hvis vi står sammen. Vi kommer langt med frivillighed, men kan komme endnu længere med politisk opbakning.

Det bliver derfor spændende at se, hvordan den nye klimalov udmønter sig i konkrete initiativer. Vi ved, at det offentlige indkøb er en del af løsningen. Og vi vil i SKI gøre vores for at bidrage, løfte i flok og fortsætte med at have fokus på at lave fornuftige, klimavenlige og bæredygtige indkøbsaftaler, der samler indkøb på tværs af det offentlige.

Læs mere om SKI's arbejde med grønne og bæredygtige indkøb her.