Som en del af økonomiaftalen for 2025 præsenterede regeringen og KL nye krav om e-handel på udvalgte områder pr. 1. januar 2025. Det har skabt nye indkøbsvilkår for den offentlige sektor. Nu må varer inden for de udvalgte områder ikke længere købes ind via andre metoder end e-handel. Og det kan vise sig at være en gevinst for offentlige organisationer.

SKI har samlet nogle af fordelene ved e-handel. Derudover har vi mere hjælp på vej til e-handel via ePortalen, hvor det fx bliver muligt at samle al punch out hos SKI i stedet for at skulle ind på flere forskellige leverandørers løsninger. 

Indkøbsaftalernes besparelsespotentiale bliver først til reelle besparelser, når der bliver købt de produkter, der er indgået aftale om. Det gælder SKI-aftaler, aftaler indgået i andre indkøbsfællesskaber og din organisations egne aftaler. Mange offentlige organisationer arbejder derfor med compliance, altså det at købe de aftalte produkter hos den aftalte leverandør. Her giver e-handel en række fordele: 

  1. E-handel øger compliance: Som indkøbsmetode kan e-handel øge compliance og er derfor ikke kun et redskab til at overholde lovgivningen, men også til at skabe større råderum. E-handelssystemerne sikrer nemlig, at der kun er adgang til de konkurrenceudsatte varer og ydelser og dermed også, at indkøbsaftalerne anvendes mere og bedre.
  2. Hurtig adgang til de rigtige varer: E-handel er også den billigste og mindst tidskrævende indkøbsform. Øget e-handel kan frigive ressourcer til kerneopgaven, der ellers bliver brugt på at købe ind. E-handelssystemerne samler alle varerne ét sted, og ved hjælp af favoritlister kan du sikre dig, at der er hurtig adgang til de mest anvendte varer i din organisation.
  3. Sammensæt grønne e-kataloger: Ved hjælp af e-handel kan du lettere få dine kollegaer til at vælge de mere grønne og bæredygtige varer. I SKI’s ePortal er det let at sammensætte grønne e-kataloger til egne e-handelssystemer. 
  • Slå ’Grønne produkter vises altid før andre' til: Din organisations administrator i ePortalen har mulighed for at vælge, at grønne produkter altid vises først, når der laves en produktsøgning på ePortalen.
  • Sorter og vis grønne produkter: Når du foretager en produktsøgning i ePortalen, kan du også sortere, så du ser de grønne produkter først i din søgning. 
  • Filtrér på de ønskede miljømærker: Start med at finde den rammeaftale, du vil købe ind på og filtrér herefter på de miljømærker, du er interesseret i.

For at gøre e-handel lettere og mere tilgængeligt for flere organisationer er SKI i gang med at udvide ePortalen med to nye løsninger: SKI Punch Out og E-ordre. 

Punch out-løsningen er til dem med eget e-handelssystem, der i dag anvender leverandørernes punch out-løsninger på udvalgte aftaler. Med SKI Punch Out får du samme gode indkøbsoplevelse med flere detaljer om produkterne, end et e-handelssystem typisk indeholder. Løsningen gør det muligt at hente en kurv med produkter direkte fra ePortalen tilbage til eget e-handelssystem. Herfra bliver den endelige ordre sendt til leverandøren, og du skal ikke ind i flere forskellige leverandørers webshops. Bruger du SKI Punch Out frem for leverandør-punch out, kan du kun købe aftaledækkede varer og undgår dermed andre varer, leverandøren har på hylderne. Du er samtidig sikret, at du handler til de korrekte priser.

Har du ikke et e-handelssystem, vil E-ordre være en hjælp til at kunne e-handle på de udvalgte områder. Med E-ordre kan du finde varerne på ePortalen og derfra sende dem direkte videre til leverandøren. På den måde kan du sikre, at jeres indkøb lever op til kravene om e-handel.

SKI forventer at åbne op for brugen af de to nye løsninger ultimo maj 2025. 

For at hjælpe den offentlige sektor med at implementere e-handelskravene har SKI lavet et nyt vidensunivers dedikeret til e-handel. 

I det nye e-handelsunivers kan du finde informationer om:

  • E-handel generelt, og hvorfor det er smart at e-handle
  • E-handelsbekendtgørelsen
  • E-handel på SKI’s aftaler
  • SKI’s e-kataloger og ePortal
  • E-kataloger for leverandører
  • Oftest stillede spørgsmål (her vil løbende blive tilføjet flere).

Derudover har vi udarbejdet et kommunikationsmateriale, som kan benyttes til at udbrede viden om e-handel og bekendtgørelsen i organisationen. Det findes under videnssiden ’E-handelsbekendtgørelsen’