>

På det private marked er salget af elbiler støt stigende, og noget tyder på, at det også gør sig gældende i den offentlige sektor. I hvert fald er omsætningen på grønne køretøjer på SKI’s aftale 50.86 Biler steget markant fra 2018 til 2019.

I 2019 blev over halvdelen af alle kroner, der blev brugt på at købe biler på SKI-aftalen, brugt på grønne biler. En af de organisationer, der har købt grønt, er Københavns Kommune.

Køber grønt, når udbuddet og teknologien tillader det

Sara Lerche-Bachdal er udbudsjurist og konstitueret enhedschef i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning. Det er her, indkøb af køretøjer for hele kommunen er samlet.

”Når vi køber ind – og det gælder også indkøb af køretøjer – er vores udgangspunkt, at jo grønnere du kan købe, jo grønnere skal du købe. Derfor køber vi altovervejende elkøretøjer til Københavns Kommune. 35 pct. af det, vi køber på 50.86, er i dag el eller brint. Det kan dog ikke altid lade sig gøre at vælge den grønne løsning, fx fordi teknologien ikke er i tilfredsstillende udbud fra producenterne,” siger Sara Lerche-Bachdal.

Busser og personbiler kører på el

Udbuddet af el og brint på specielt vare- og ladbiler har ifølge Københavns Kommune indtil nu været stærkt begrænset. For små varebiler i VW Caddy-klassen er kommunen dog nået op på, at 37 pct. af vognparken kører på el. For personbiler er tallet noget højere:

I dag bruger Københavns Kommune elbiler i hjemmeplejen, og flere af kommunens egne håndværkerbiler kører på el. Samtidig er de puljebiler, som kommunen stiller til rådighed for medarbejdere til møder og lignende, også elbiler.

Som noget nyt er Københavns Kommune også begyndt at bruge SKI-aftalen til at købe større køretøjer som fx elbusser til daginstitutioner og til handicapkørsel. 48 pct. af de minibusser, kommunen købte i 2020, kører på el. I takt med at køretøjerne skiftes ud, og der kommer et bredere udbud af gulpladebiler, kommer der flere til.

Styr på transaktionsomkostningerne

Københavns Kommune har valgt at samle indkøb af køretøjer i Teknik- og Miljøforvaltningen. Dermed har Sara Lerche-Bachdal og hendes kollegaer kategoriansvaret. De får bestillinger ind fra hele kommunen, og de taler med brugerne for at finde ud af, hvordan man kan ensrette behovet, så indkøbene kan puljes på tværs.

”Når vi ensretter behovet, bliver det lettere og mere fleksibelt at rykke rundt på bilerne i kommunen. Samtidig nedbringer vi vores transaktionsomkostninger, når vi puljer indkøbene, og vi kan også opnå bedre vilkår. Vores mål er, at vi fremover kun skal købe biler en gang om året,” siger Sara Lerche-Bachdal.

Se her, hvordan Københavns Kommune kategoristyrer.

God konkurrence i det dynamiske indkøbssystem

Københavns Kommune har brugt SKI’s dynamisk indkøbssystem på biler, siden det trådte i kraft i december 2018.

”Aftalen favner rigtig meget. Den rummer mange forskellige slags køretøjer, og der er mange leverandører i indkøbssystemet. Det giver en god konkurrence. Samtidig er aftalen nem at bruge, når man først har sin kravspecifikation på plads,” siger Sara Lerche-Bachdal.

Højt på Sara Lerche-Bachdal ønskeliste er flere eldrevne specialkøretøjer:

”Der findes ikke ret mange specialkøretøjer, der kører på el. Endnu... Men vi håber, at der snart kommer flere, så vi også kan købe dem i det dynamiske indkøbssystem.”

Nu kan du bruge Miljøstyrelsens TCO-beregner, når du køber biler i SKI’s dynamiske indkøbssystem. Det betyder, at du får det mest bæredygtige produkt, hvad enten du vælger el-, hybrid-, benzin- eller dieselkøretøjer. TCO-beregneren fungerer helt automatisk – det eneste, du skal gøre, er at udfylde den opdaterede og mere brugervenlige kravspecifikation for den type køretøj, du ønsker, så får du automatisk vist det mest TCO-venlige tilbud.

Se også vores nye gode råd til, hvordan du udnytter de mange grønne muligheder på aftalen. 

Gå til 50.86 Biler.