På genudbuddet af SKI-aftalen 50.25 Storkøkkenudstyr er leverandøren for de næste fire år nu fundet – Oluf Brønnum og Co A/S har vundet alle tre delaftaler, der dækker over et bredt udvalg af isenkram og maskiner med tilhørende service.
De indkomne tilbud er alene vurderet på pris, da kvaliteten er sikret gennem høje mindstekrav, og Oluf Brønnum og CO A/S bød ind med konkurrencedygtige priser på de efterspurgte produkter. Et prisbenchmark viser et samlet besparelsespotentiale på 21 pct. beregnet ud fra gennemsnitspriserne for de indkomne tilbud på aftalen.
“Vi har haft et klart fokus på at sikre skarpe priser på et sortiment, som matcher de reelle behov i den offentlige sektor. Derfor er vi meget tilfredse med resultatet, for der vil generelt være besparelser at hente, samtidig med at kvaliteten er høj,” siger Thomas Ginnerup-Nielsen, udbudsdirektør for vareudbud i SKI.
Vær opmærksom på, at benchmarket tager udgangspunkt i gennemsnitsberegninger og gennemsnittet af samtlige modtagne tilbud. Den enkelte organisations besparelsespotentiale kan derfor være både højere og lavere. Derudover opgør Økonomistyrelsen benchmarket for staten særskilt, hvorfor de statslige områder vil få en mere specifik opgørelse af besparelsen ved aftalen.
Tildeling af 50.25 Storkøkkenudstyr
Leverandør: Oluf Brønnum og Co A/S
Delaftaler:
- Delaftale 1: Isenkram
- Delaftale 2: Maskiner og service øst
- Delaftale 3: Maskiner og service vest
Besparelsespotentiale: 21 pct. (prisbenchmark)
Sortimentet på den nye aftale er væsentligt større end på den nuværende – med flere tusinde varelinjer kan aftalen dække alt fra mindre køkkener til store produktionskøkkener på tværs af hele den offentlige sektor. Arbejdet med udvidelsen er sket i tæt samarbejde med ekspertgruppen, der består af repræsentanter fra flere kommuner og styrelser samt politiet. De har blandt andet bidraget med viden om de mange forskellige behov på tværs af forskellige offentlige organisationer.
“Der findes ikke én standardløsning, når det kommer til storkøkkener. Derfor har vi bevidst udvidet sortimentet, så aftalen kan bruges i praksis – uanset køkkenets størrelse og funktion,” siger Thomas Ginnerup-Nielsen.
Aftalen dækker hele staten, 93 kommuner, fem regioner og øvrige offentlige organisationer, som fx selvejende institutioner under staten og selvstændige offentlige virksomheder.
Fokus på længere levetid og lavere klimaaftryk
I udbuddet er der stillet skærpede krav til produkterne i sortimentet for at understøtte længere levetid og reducere klimaaftrykket. Det gælder blandt andet krav til materialer, energieffektivitet og mulighed for forebyggende service. Som noget nyt vil der også være gængse reservedele og tilbehør at finde i sortimentet.
Brugen af aftalen har været et centralt fokuspunkt i udbudsarbejdet. Sammen med ekspertgruppen har SKI arbejdet målrettet på at gøre aftalen mere overskuelig og enkel at anvende i hverdagen. Det betyder blandt andet skærpede leverings- og bestillingsvilkår samt en styrket driftsindsats i aftalens løbetid.
Aftalen er nu i standstill til og med den 12. marts, hvorefter vi forventer at underskrive kontrakten med leverandøren.