Når den offentlige sektor går sammen om indkøbet, kan der skabes bedre – og grønnere – løsninger, stærkere vilkår og mere værdi for pengene. Det fremgår af SKI’s årsrapport for 2025. Her gør SKI status på et år, hvor sikkerhed fyldte meget, og hvor behovet for økonomisk råderum blev endnu tydeligere. Samtidig var grøn omstilling fortsat et centralt omdrejningspunkt.
Det er i mødet mellem de dagsordener og i samarbejdet med den offentlige sektor, at årets resultater er skabt. For det er netop, når den offentlige sektor står sammen om indkøbsopgaven, at der kan skabes bedre løsninger, stærkere vilkår og mere værdi for pengene. Som administrerende direktør i SKI, Signe Lynggaard Madsen, formulerer det:
”Råderummet opstår ikke af sig selv. Det bygger først og fremmest på et stærkt samarbejde mellem stat, kommuner, regioner og resten af den offentlige sektor, der bidrager til at udvikle SKI-aftalerne. Derfor er samarbejde en del af SKI’s strategiske retning og et særskilt punkt, vi måler på hvert år.”
Stigende brug af fælles aftaler giver mere luft i budgetterne
Brugen af SKI-aftaler steg i 2025 med 2 mia. kr. til et samlet træk på aftalerne på lidt over 18 mia. kr. Samtidig steg det samlede råderumsbidrag til den offentlige sektor med mere end 700 mio. kr. til 4,6 mia. kr. Det viser, at fælles indkøb bruges mere og er et effektivt greb til at få mere luft i de offentlige budgetter.
I 2025 hjalp 490 indkøbere, sygeplejersker, lærere, it-konsulenter, ergoterapeuter mv. fra hele den offentlige sektor med at udarbejde SKI-aftaler.
”Jeg er enormt beæret over den tillid, SKI bliver mødt med, for det er en forudsætning for at skabe resultater i fællesskab. I et år præget af pres på både økonomi og prioriteringer bliver det endnu vigtigere at bruge fælles indkøb aktivt til at frigøre midler. Det råderum er afgørende for, at den offentlige sektor kan gennemføre de store investeringer, de står over for, blandt andet i relation til sikkerhed, grøn omstilling og velfærd,” siger Signe Lynggaard Madsen.
Den bæredygtige dagsorden har fortsat været central i arbejdet – også i et år præget af andre presserende prioriteringer. Omfanget af grønne indkøb på SKI’s aftaler var i 2025 godt 50 procent højere end i 2022. Udviklingen hænger tæt sammen med, at grønne hensyn i stigende grad er blevet tænkt ind i aftalerne og dermed er blevet en naturlig del af de valg, der træffes i praksis.
”Det er vigtigt for os, at de grønne ambitioner ikke bliver noget, der glemmes i forhold til de mange andre dagsordener. Tværtimod skal de være tænkt ind i aftalerne og udvikles sammen med den offentlige sektor, så det bliver lettere at vælge løsninger, der både understøtter klima og miljø, og som fungerer i praksis,” siger Signe Lynggaard Madsen.
Sikkerhed var den altdominerende nationale dagsorden i 2025. Geopolitiske spændinger, konflikter og et skærpet trusselsbillede har øget behovet for, at den offentlige sektor beskytter data, systemer og kritiske funktioner mod uautoriseret adgang, fejl og angreb. Derfor er sikkerhedskrav en central del af offentlige indkøb.
Sikkerhed er allerede en integreret del af SKI’s aftaler, hvor der i samarbejde med sikkerhedsmyndigheder stilles krav til leverandører på baggrund af lovgivning, trusselsbillede og behov i den offentlige sektor. I 2025 er sikkerhed også blevet en del af SKI’s strategiske retning, der er blevet udvidet med et fjerde fokusområde.
”Nu er SKI’s formål at skabe økonomisk råderum, sikkerhed og bæredygtige indkøbsløsninger sammen med den offentlige sektor. Det afspejler, at sikkerhed i stigende grad er en del af den fælles indkøbsopgave. Det bidrager vi til blandt andet gennem samarbejdet med Styrelsen for Samfundssikkerhed om relevante sikkerhedskrav på SKI’s aftaler, ved at stille sikkerhedsrelevante risikomarkører til rådighed på produktniveau og ved at udvikle risikovurderingsværktøjer, som de offentlige organisationer kan anvende,” siger Signe Lynggaard Madsen.
Med et skærpet sikkerhedspolitisk billede og fortsat pres på forsyningskæderne opstår nye behov og prioriteringer. Derfor fortsætter SKI arbejdet med at skabe råderum, understøtte grønne valg og styrke sikkerheden i tæt samarbejde med den offentlige sektor.
”Vi skal holde fast i de indsatser, der virker: fælles indkøb, der skaber råderum, understøtter grønne valg og stiller relevante krav til sikkerhed. Samtidig skal vi hele tiden se på, hvor fælles indkøb kan bidrage til at løse nye opgaver – og frigøre tid og ressourcer til kerneopgaverne. Derfor udvider SKI aftalepaletten med nye aftaler de kommende år, blandt andet på socialområdet og det tekniske område,” fortæller Signe Lynggaard Madsen.
De første målinger af sikkerhed vil blive opgjort for 2026 og fremover.