Denne kronik af adm. direktør Signe Lynggaard Madsen er oprindelig bragt i Altinget Digital.

Debatten om digital suverænitet er blevet skærpet. Med god grund. Den offentlige sektor er tæt forbundet med få, store udenlandske teknologileverandører, og det rejser væsentlige spørgsmål om kontrol, konkurrence og fremtidige handlemuligheder.

En stor del af den offentlige sektors digitale løsninger bygger på de samme platforme. Det er ikke tilfældigt. Det afspejler de behov, der gennem mange år har drevet digitaliseringen: driftssikkerhed, skalerbarhed, brugervenlighed og sammenhæng på tværs.

Men behovene er i bevægelse. Forsyningssikkerhed, stigende omkostninger, adgang til alternativer og kontrol over data fylder langt mere end for få år siden. Derfor er digital suverænitet også rykket op som en ledelsesdagsorden i den offentlige sektor.

Meget få organisationer har de økonomiske og organisatoriske ressourcer til en fuld omlægning af hele systemlandskabet. Derfor arbejder mange med at reducere afhængigheder dér, hvor det er mest kritisk.

Men diskussionen bliver for snæver, hvis den reduceres til, hvilke leverandører vi ønsker at vælge til eller fra. At erstatte en amerikansk leverandør med en europæisk giver ikke i sig selv mere handlefrihed. Målet kan ikke alene være at gøre sig mindre afhængig af bestemte leverandører her og nu. Målet må være at sikre, at den offentlige sektor også kan vælge om, hvis markedsforhold, teknologier eller geopolitiske vilkår ændrer sig.

Der står et nyt navn på kontrakten. Men der er ikke nødvendigvis kommet en ny vej ud.

Hvis data stadig er vanskelige at flytte, og et leverandørskifte dermed i praksis er urealistisk, består afhængigheden.

Det afgørende er derfor ikke kun, hvem kan køber af, men hvilke vilkår man køber på.

Kend de kritiske afhængigheder

Offentlige it-løsninger bliver ikke til gennem ét enkelt valg. Data, integrationer og arbejdsgange væves sammen over tid, og mange af bindingerne opstår allerede i indkøbet. Det er derfor i kontrakten, at det bliver afgjort, om data kan flyttes, om løsningen kan fungere sammen med andre systemer, og om organisationen har mulighed for at sadle om igen.

Digital suverænitet begynder dermed ikke med at vælge den rigtige leverandør, men med at kende sine afhængigheder: Hvor ligger de vigtigste data? Hvilke systemer har størst betydning for opgaveløsningen? Og hvor er der behov for større handlefrihed, hvis vilkår, risici eller markedsforhold ændrer sig?

Hvis én leverandør kontrollerer data, drift, integrationer og centrale systemkomponenter, kan et senere skifte blive vanskeligt eller i praksis umuligt.

Derfor kan flere leverandører, en alternativ løsning i beredskab eller en mere modulær arkitektur på kritiske områder være en vej til at mindske sårbarheden og give flere reelle handlemuligheder.

Den offentlige sektor er blevet langt bedre til at arbejde systematisk med datasikkerhed. Det er en vigtig og nødvendig udvikling. Men selv godt beskyttede data kan binde en organisationen, hvis de ikke kan flyttes eller bruges i en anden løsning. Derfor må blikket løftes til hele den digitale sammenhæng: teknologierne, infrastrukturen, integrationerne, kontraktvilkårene og de økonomiske bindinger, der kan begrænse handlefriheden, hvis forudsætningerne ændrer sig.

Der findes ikke én opskrift på digital suverænitet. Men tre spørgsmål går igen.

Hvor ligger data, og hvem har adgang til dem?

Det handler ikke kun om dataplacering. Det handler også om, hvilke regler leverandøren og dens underleverandører er underlagt, og om ændrede juridiske eller politiske vilkår kan få betydning for adgangen til data eller den fortsatte drift.

Kan data og systemer flyttes?

Det er ikke nok at kunne få data udleveret. Data og metadata skal kunne bruges i en anden løsning. Ellers har man fået nøglen uden at kunne åbne døren.

Hvordan kommer organisationen ud af aftalen?

Alt for ofte bliver exit et emne, når samarbejdet allerede er kørt fast. Men spørgsmålene skal stilles ved kontraktbordet: Hvordan og hvor hurtigt kan aftalen opsiges? Hvem har ansvaret for migrationen? Hvem sikrer dokumentationen? Og er leverandøren forpligtet til at hjælpe den næste med at tage over?

Det er ikke en facitliste. Kravene skal afhænge af organisationens risici og opgaver. Men hvis spørgsmålene ikke stilles fra begyndelsen, er det svært at skabe reel handlefrihed senere.

I SKI arbejder vi ud fra samme tilgang. Vores rolle er ikke at definere den enkelte organisations strategi for digital suverænitet eller handlefrihed, men at gøre det lettere at omsætte den til konkrete valg i indkøbet.

Markedet flytter sig, når kravene gør

Når offentlige kunder efterspørger dataportabilitet, dokumenterede snitflader, realistiske exitmuligheder og mindre fastlåsning, påvirker det også, hvad leverandørerne udvikler og tilbyder.

Fælles indkøb kan forstærke den udvikling. Når efterspørgslen samles, bliver det muligt både at stille skarpere krav til de eksisterende løsninger og skabe bedre adgang til alternative teknologier. Det gælder også open source og mere modulære løsninger, som med fordel kan indgå der, hvor det giver strategisk mening, også uden nødvendigvis at skulle erstatte hele systemlandskabet.

Danmark kan selvfølgelig ikke diktere, hvad markedet skal udvikle. Men vi tror på, at den offentlige sektor kan være med til at flytte markedet, særligt når vi står sammen om en tydelig og velbegrundet efterspørgsel. Vi skal have omsat ambitionerne til konkrete krav, aftalevilkår, vejledning og markedsdialog.