>

Artiklen er oprindeligt skrevet af Energistyrelsen – sparenergi.dk

Print- og kopiudstyr skal være 35 pct. mere effektive. Professionelle køleskabe og frysere rykker en energiklasse op. Og der er for første gang kommet krav til frekvensomformere. Det er bare tre eksempler blandt mange nye indkøbsanbefalinger fra Energistyrelsen.

Energistyrelsen har netop opdateret indkøbsanbefalingerne for 15 forskellige produkttyper, der nu er tilgængelige på SparEnergi.dk/indkoeb. Når du bruger indkøbsanbefalingerne, sikrer du energieffektive produkter med lave driftsudgifter og typisk også lavere totalomkostninger.

”Det er et enkelt værktøj, der er lige til at bruge for offentlige indkøbere. For mange er det den nemmeste måde at leve op til sine forpligtelser. I staten skal man fx generelt købe apparater af bedste energiklasse, og mange kommuner har forpligtet sig til energieffektive indkøb, fx ved at være medlem i Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb,” siger fuldmægtig Thore Stenfeldt, der er tovholder på indkøbsanbefalingerne i Energistyrelsen.

SKI følger Energistyrelsens anbefalinger

Køber du ind på en SKI-aftale behøver du ikke bekymre dig om, hvorvidt dine strømforbrugende produkter lever op til Energistyrelsens indkøbsanbefalinger. De indgår nemlig som mindstekrav på alle SKI’s aftaler.

”SKI’s aftaler følger selvfølgelig Energistyrelsens anbefalinger for strømforbrugende produkter. Sådan sikrer vi energieffektive produkter til den offentlige sektor. Det sparer oftest også det offentlige penge i det lange løb. Når der kommer opdateringer fra Energistyrelsen, ser vi på, om vi kan implementere dem i rammeaftalen med det samme, og ellers sørger vi for at få de nyeste og mest ambitiøse krav med, når vi genudbyder aftalerne,” siger Katrine Pape Huldahl, der er udbudsjurist og CSR-ansvarlig hos SKI, og fortsætter:

Energistyrelsen har opdateret anbefalingerne på alt fra elmotorer til hårde hvidevarer og påpeger, at det som indkøber er en fordel at bruge de seneste anbefalinger:

”Det er sådan, man sikrer sig effektive og tidssvarende produkter. Det er vigtigt at holde sig up-to-date, så man ikke stiller forældede energikrav,” siger Thore Stenfeldt.

Se alle indkøbsanbefalinger på SparEnergi.dk/indkoeb

Indkøbsanbefalinger for nedenstående produkter er strammet med større eller mindre ændringer. For enkelte produkter er der kun tale om tekstændringer.

  • Kopimaskiner, printere og multifunktionsmaskiner
  • Netværksudstyr og bredbåndsudstyr
  • Tv (netværksstandby og energistyring)
  • Digitale modtagere (netværksstandby)
  • Lyskilder
  • Ventilatorer
  • Cirkulationspumper
  • Elmotorer og frekvensomformere
  • Hårde hvidevarer til husholdninger
  • Professionelle køleskabe og frysere
  • Walk-in køle- og fryserum
  • Hæve/sænkeborde til storkøkken (kun tekstændringer)
  • Kondensatorenheder (kun tekstændringer)
  • Bildæk (vedr. støj)
  • Andet kontorudstyr (kun tekstændringer)

Se alle indkøbsanbefalinger på SparEnergi.dk/indkoeb