Dette indlæg af adm. direktør Signe Lynggaard Madsen er oprindelig bragt i Børsen.

Danmark er blandt verdens mest digitaliserede lande. Det nyder vi som samfund og borgere godt af hver dag, men det gør os også udsatte over for hackere, fjendtligtsindede stater og afhængige af de leverandører, vores løsninger bygger på.

Mange løsninger i den offentlige sektor er enten direkte eller indirekte afhængige af teknologileverandører uden for Europa. Deres hjemland afgør hvilken lovgivning og politiske beslutninger, de er underlagt, og det kan påvirke adgangen til data og muligheden for at holde centrale systemer i sikker drift.

Derfor er regeringens og Europas ambition om større europæisk teknologisk kapacitet både nødvendig og rigtig, men vi skal også sikre den digitale handlefrihed, vi ikke har i dag. Et europæisk navn på kontrakten er ikke nok. Hvis data ikke kan flyttes, og systemer ikke fungerer sammen, består afhængigheden. Vi skal også forholde os til teknologien bag: Trækker systemerne fx på datacentre uden for Europa? Hvilke komponenter indgår, og hvor kommer de fra?

Vi kan ikke vide, hvordan verden ser ud om få år. Fremtidens it-kontrakter handler derfor ikke kun om at vælge en god it-løsning fra en leverandør, vi stoler på. Vi skal kende løsningernes oprindelse, teknologiske fundament, bindinger og exit- og transitmuligheder. Vilkårene for ”skilsmissen” skal være på plads, når vi indgår ”ægteskabet”. Kontrakterne skal gøre os i stand til at reagere, når teknologi, behov eller geopolitiske vilkår ændrer sig.

Den offentlige sektor kan naturligvis ikke omlægge sit digitale fundament med et svuptag. Vi må i stedet identificere de største sårbarheder: Hvilke systemer er afgørende for opgaveløsningen? Hvor ligger de vigtigste data? Og hvor vil et driftsstop eller leverandørskifte få de største konsekvenser?

Dernæst skal handlefriheden bygges ind i kontrakterne. De skal stille klare krav til, hvor og hvordan løsningerne drives. Data og metadata skal kunne udleveres i brugbare formater, løsninger bygge på dokumenterede snitflader og leverandøren bidrage til en ordentlig overgang.

Ved at efterspørge europæiske alternativer, åbne standarder, dataportabilitet og realistiske exitmuligheder kan det offentlige skabe et marked for løsninger, der både styrker Europas teknologiske kapacitet og giver reel valgfrihed. Fælles efterspørgsel kan flytte mere end den enkelte myndighed kan alene.

Digital suverænitet handler ikke om at lukke verden ude eller om at erklære ét leverandørland rigtigt og et andet forkert. Stærkere europæiske alternativer er nødvendige, og det er handlefrihed også. Uanset leverandørens hjemland skal det offentlige have kontrol over sine data og reel mulighed for at skifte løsning. Ellers risikerer vi blot at udskifte én afhængighed med en anden.