Debatindlæg af Signe Lynggaard Madsen, adm. direktør i SKI, bragt i Altinget den 15. maj 2023. 

Klimaforandringerne er en af de største udfordringer i vor tid, og der er klare forventninger – både fra politikere og borgere – til, at det offentlige tager hensyn til miljøet, når de køber it.  

Det offentlige køber hvert år ind for 400 milliarder kroner. Særligt it, der står for syv procent af den samlede globale CO2-udledning, er en af de helt store klimasyndere. Derfor bliver vi også nødt til at zoome ind på det offentliges indkøb af it, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling. 

Så selvom indkøbspris er vigtig i en presset, offentlig økonomi, skal vi også forholde os til den grønne bundlinje. Det er med andre ord ikke tilstrækkeligt at begejstres over lave priser, hvis produktion, transport og brug af computere, telefoner, data og software udleder store mængder CO2. 

Jeg møder hver dag indkøbere fra hele den offentlige sektor, som tager et enormt ansvar for både den økonomiske og bæredygtige bundlinje. Der er et stort fokus på at gøre indkøbene grønnere i det offentlige. 

Krav kan blive for ambitiøse 

Som storudbyder af it på vegne af det offentlige arbejder vi i SKI også målrettet på at medvirke til at sænke klimaaftrykket fra de offentlige indkøb. Vi gennemgår aftalernes bæredygtige værdikæde med en tættekam for at identificere alle de håndtag, der kan drejes på – så der systematisk stilles grønne krav til blandt andet produktion, logistik, levering, anvendelse og produktets efterliv. 

Ved at stille høje minimumskrav sikrer vi, at kravene til bæredygtighed er ufravigelige – så står konkurrencen bagefter om prisen. 

Når enkelte store it-leverandører i Danmark går ud med budskabet om, at det offentlige sagtens kan stille langt højere krav til bæredygtighed, er det en sandhed med modifikationer. Vi stiller høje krav, men de danske forhandlere skal på deres side have styr på, hvorvidt de faktisk kan imødekomme kravene – i hele deres leverandørkæde – og kunne dokumentere det. 

SKI måtte for nylig afslutte en it-aftale, fordi den pågældende leverandør ikke i yderste led kunne dokumentere, at alle aftalens produkter levede op til de bæredygtighedskrav, vi havde stillet på de offentlige kunders vegne. De virksomheder, der kalder på, at vi bare kan skrue op for kravene, skal også være bevidste om, at penalhuset og dokumentationen er i orden. 

Det nytter ikke, at vi afskærer os fra at indkøbe eksempelvis pc’er, telefoner eller andet it-udstyr, som produceres uden for landets grænser, fordi vi stiller krav, som ikke kan honoreres i praksis. 

Hver gang vi udbyder en aftale, er vi i dialog med markedet for at se, hvor høje krav vi kan stille. Det er svært at forestille sig, at vi stiller krav, som de store globale spillere ikke kan efterleve. Stiller vi krav, som kun én leverandør kan leve op til, har vi tabt på forhånd. Derfor skal vi prøve at finde den fællesnævner, som giver god og effektiv konkurrence, og som samtidig løfter den grønne barre. 

Den grønne omstilling er en fælles opgave 

Hvem har egentlig ansvaret, når vi skal nedbringe CO2-aftrykket fra vores it-indkøb? Det er et delt ansvar mellem det offentlige og det private. 

Vi har brug for, at virksomhederne deltager i markedsdialogen og hjælper med at afdække, hvilke krav markedet over en bred kam kan honorere. Samtidig har SKI som fælles it-indkøbscentral ansvar for – i samspil med offentlige og private aktører – at hæve den grønne fællesnævner. Endelig har vi brug for, at kommunerne, regionerne og staten fortsat arbejder på adfærdsændringer, der fremmer grønne og bæredygtige it-indkøb. 

Hvis det grønne it-indkøb skal tage et tigerspring, er vi nødt til at tage den grønne dagsorden på os som en fælles opgave. Når vi står sammen, bliver det lettere at opstille betingelser og sætte ambitiøse krav.