Det moderne arbejdsliv kan føles lidt som at gå op ad en rulletrappe, der konstant kører nedad. Man når aldrig i mål og skal koncentrere sig bare for at blive, hvor man er – og holder man en pause, kører man faktisk tilbage, mens alle andre kører op. ”Godt nok” er ikke længere nok, vi skal hele tiden gøre det bedre, tænke ud af boksen, disrupte ”plejer”, dyrke livslang læring og i det hele taget arbejde med os selv.

Stå fast og gå glip

Svend Brinkmann har intet imod udvikling men påpeger, at mennesket både har brug for fødder, så vi kan bevæge os, og for rødder, der kan holde os fast og sikre, at vi kan spire og gro.

Men hvordan kan vi slå rødder, når vi samtidig afkræves konstant, personlig udvikling?

Det kan man ikke svare kort på. Men et af psykologiprofessorens hovedbudskaber er, at vi både som enkeltpersoner og som organisationer skal turde stole på kvalifikationer og erfaring og turde sortere nogle muligheder fra – med andre ord stå fast og af og til takke nej til det nye og i stedet gentage det, vi har gjort (godt) hidtil.

Dyrk det, der har værdi i sig selv

Forskningsprojekter i menneskelig lykke slår fast, at aktiviteter, der har værdi i sig selv og altså ikke blot er et middel til et mål, bidrager bedst til vores lykkefølelse. Det er typisk ting, der ikke kan gøres hurtigt eller skyndes igennem: leg, kærlighedsforhold, dybe samtaler med gode venner. At gå i teateret, udføre havearbejde eller dyrke sport. Handlinger, der kræver tid og nærvær, og som ikke kan effektiviseres – og som man gør alene for at gøre det.

Danskerne har en meget høj arbejdsmotivation. Det hænger måske sammen med, at mange af os er venner med kollegaer, vi går sammen til porcelænsmaling eller paddle, og vi har gode samtaler over en øl i fredagsbaren. Det er glimrende. Men kunsten er også at få ’værdien i sig selv’ tilbage i selve arbejdet – i de arbejdsopgaver og -løsninger, som i dag er udfordret af KPI’er, pseudoarbejde og overvældende krav om effektivitet.

Lærende organisationer skal lære at huske

Svend Brinkmann understreger, at det ikke er en udfordring, der kan løses af individet – det kræver en kollektiv, organisatorisk og ledelsesmæssig indsats. Og det er ikke let.

Organisationerne har en vigtig opgave i at huske ikke blot at hylde og fremme det effektive, kreative og udviklende men også det reproduktive. Og dermed også de ”erfaringsramte medarbejdere”, der gør det samme, som de plejer – fordi det er nødvendigt, og fordi det virker. Og fordi det er godt nok. På den måde er man som organisation medvirkende til at understøtte, at alting ikke behøver at være højere, hurtigere, bedre i et væk. Med færre KPI´er til følge.