>

Den massive kritik og brede offentlige debat om mangel på etik og samfundsansvar ovenpå hvidvasksagerne var baggrunden for, at KL i januar 2019 nedsatte et bankråd, der skulle se på, hvordan kommunernes tillid til bankerne sikres fremadrettet. Blandt bankrådets medlemmer tæller Torben Möger Pedersen, adm. direktør i Pension Danmark, Birgitte Nauntofte, adm. direktør i Novo Nordisk Fonden og adm. direktør i SKI, Signe Lynggaard Madsen.

”Den seneste tids sager om hvidvask og økonomisk kriminalitet har vist, at der er et behov for at stå sammen om at stille krav til bankerne. For ligesom alle andre leverandører til den offentlige sektor skal bankerne opføre sig ordentligt. I bankrådet foreslår vi derfor en række skærpede krav, som kommunerne kan stille, når de indgår aftale med en bank," siger Signe Lynggaard Madsen og fortsætter:

"Det kan være svært at finde den rette balance på et område, som er så politisk, som bankområdet er blevet med hvidvasksagerne. Personligt er jeg derfor utrolig glad for, at der også er udarbejdet en ”værktøjskasse” med vejledning og helt konkrete kontraktformuleringer, som kommunerne kan bruge og læne sig op ad, når der skal indgås aftaler med bankerne.”​

Bankrådet har nu færdiggjort sit arbejde og afleveret otte governanceprincipper og en række anbefalinger. Læs dem på KL’s hjemmeside.

Læs også: SKI deltager i nyt råd, der skal sikre tillid mellem kommuner og banker.​​