Verden er forandret. Geopolitiske spændinger, hybridkrig, cyberangreb og forsyningsusikkerhed præger ikke kun nyhedsstrømmen – de påvirker også rammerne for offentligt indkøb i Danmark.

Årsdagene 2026 stiller derfor skarpt på, hvordan vi som indkøbere bedst navigerer i en tid, hvor sikkerhed, robusthed og ansvarlighed er blevet centrale pejlemærker – samtidig med, at forventningerne til det offentliges bidrag til den grønne omstilling bliver stadigt højere.

Glæd dig blandt andet til at høre:

  • Lektor Peter Viggo Jakobsen, Forsvarsakademiet: Krig, oprustning og geopolitiske spændinger påvirker direkte offentligt indkøb. Peter Viggo Jakobsen giver et overblik over den globale sikkerhedspolitiske situation, og hvilke tendenser du især skal holde øje med.
  • Direktør Laila Reenberg, Styrelsen for Samfundssikkerhed: Hvordan navigerer du som indkøber bedst i et skærpet risiko- og trusselsbillede, hvor cybersikkerhed og informationssikkerhed er rykket helt ind på indkøbskontoret.
  • Professor René Frans Henschel, Aarhus Universitet: Hør om, hvordan den nye internationale CMS-standard for kontraktstyring kan styrke indkøbsfunktionen i din organisation. Få også indblik i konkrete erfaringer med segmenteret kontraktstyring, og hvordan det kan skabe værdi i praksis.
  • Chef for CSR og bæredygtighed Adam Goslett og bæredygtighedskonsulent William Biørnstad, SKI: Her får du konkrete redskaber, der hjælper dig med at prioritere grønne indsatser og komme tættere på reel bæredygtighed – med afsæt i blandt andet CO2-ækvivalenter, livscyklusvurderinger og planetære grænser.
  • Sektionsleder Casper Hillingsøe Heinig, Rigspolitiet; udbudschef Cecilie Førby, Odense Kommune, og servicechef Simon Hagenau Sneevang, EUC Syd: Få indblik i tre forskellige cases, hvor strategisk indkøb har skabt konkrete resultater – fra idé til implementering. Efter oplæggene åbnes der for debat og spørgsmål, så du kan dykke ned i erfaringerne og få inspiration til din egen praksis.
  • Lektor Jonas Gabrielsen, Roskilde Universitet: Hvordan styrker du din retoriske gennemslagskraft og får dine budskaber til at sidde fast, både opad i organisationen og ud mod de brugere, der køber ind hver dag.

Se det fulde program og tilmeld dig enten i København eller i Aarhus.

Dagen starter med et fagligt og uformelt netværksevent for de morgenfriske. Her kan du deltage i faciliterede samtaler under temaerne udbud (om markedsdialog, tildelingskriterier og evalueringsmodeller), e-handel eller ny i offentligt indkøb.

I pauserne er der rig mulighed for at fortsætte snakken og udveksle erfaringer med kollegaer fra andre offentlige organisationer.

Vi runder dagen af med en times uformelt samvær, hvor du kan mødes med andre deltagere og medarbejdere fra SKI i hyggelige rammer over et glas vin eller vand.

Vi glæder os til at byde dig velkommen.