360° rundt om genbrugshjælpemidler

11-06-2020
Netop som SKI’s nye genbrugshjælpemiddelaftale er trådt i kraft, er pulje to ved at tage form. Den kommer bl.a. til at omfatte manuelle kørestole, siddepuder og glide- og vendehjælpemidler. Her giver SKI’s udbudskonsulent Claus Sørensen en status på den kommende aftale og processen, som sikrer inputs hele vejen rundt – fra branche til brugere og behandlere. 

I efteråret gik SKI i gang med sit andet udbud af genbrugshjælpemidler, 50.99 Genbrugshjælpemidler (pulje 2). Claus Sørensen, udbudskonsulent i SKI, skal udarbejde aftalen i tæt samarbejde med branchen, kommunerne og brugerne. Nu er de overordnede spor for aftalen lagt af den kommunale strategigruppe, og henover sommeren skal udbuddets indhold og betingelser udformes i samarbejde med kommuner og branche.  

De gode koncepter for kravspecifikationer og kvalitetsevalueringer tager vi med videre i pulje to. Det vil gøre hele udbudsprocessen hurtigere og mere smidig​.

”Heldigvis står vi på skuldrene af 50.98 Genbrugshjælpemidler​. Her fik man lavet et rigtig godt koncept for at udarbejde kravspecifikationer, der imødekom alle kommunernes behov på tværs af landet. Her lykkedes det også ekspertgruppen og fagpersonerne [bl.a. ergoterapeuter, fysioterapeuter og depotmedarbejdere] at lave et stærkt koncept for kvalitetsevalueringen. Den understøtter, at borgerne får hjælpemidler af den højeste kvalitet. De gode koncepter for kravspecifikationer og kvalitetsevalueringer tager vi med videre i pulje to. Det vil gøre hele udbudsprocessen hurtigere og mere smidig,” siger Claus Sørensen, der selv var med til kvalitetsevalueringen på den første pulje.  

SKI’s første aftale om genbrugshjælpemidler trådte i kraft den 6. juni og omfatter rollatorer og el-scootere, senge og madrasser samt toilet og bad-hjælpemidler. Pulje to kommer til at omfatte manuelle kørestole, siddepuder, glide- og vendehjælpemidler og skummadrasser i kategori 4.  

Vigtig med inputs fra markedet

I de næste måneder venter det omfattende arbejde med at udvikle kravspecifikationen, så kommunerne, og i sidste ende brugerne, får de rigtige hjælpemidler. Det sker i tæt samarbejde med ekspertgruppen, som mødes henover sommeren. Ifølge Claus Sørensen er branchens input dog mindst lige så vigtig: 

”Leverandørerne kender deres produkter og ved, hvad der rører sig på markedet af nye innovative tiltag, og de ved, hvor langt vi kan gå i efterspørgslen efter grønnere produkter og løsninger. Derfor er vi afhængige af deres input, hvis vi skal ramme rigtigt i vores kravspecifikation.” 

Den kommende markedsdialog, som i udbudsregi kaldes teknisk dialog, åbner efter sommerferien, og i den forbindelse afholder SKI informationsmøder for potentielle tilbudsgivere i Øst- og VestDanmark.  

”Herudover tilbyder vi alle potentielle tilbudsgivere 1:1-møder med SKI. Vores erfaring er, at det kan være et godt supplement til stormøderne, så virksomhederne får anledning til at stille spørgsmål, som de ikke stiller i plenum,” tilføjer Claus Sørensen.  

SKI følger hjælpemiddelbranchen tæt 

Claus Sørensen startede som udbudskonsulent i SKI i oktober og er derfor stadig ny. Men det er han på ingen måde i hjælpemiddelbranchen. Claus Sørensen har nemlig arbejdet med genbrugshjælpemidler fra stort set alle vinkler.  


Claus Sørensen, udbudskonsulent i SKI

”Jeg har arbejdet 10 år i Falck Hjælpemidler, og her har jeg både arbejdet med hjælpemiddelhåndtering i kommunerne, salg og sagsbehandling. Jeg kender derfor både kommunernes daglige udfordringer og leverandørernes virkelighed. Med den nye SKI-vinkel føler jeg faktisk, at jeg er kommet 360° rundt om genbrugshjælpemidlerne,” siger Claus Sørensen og tilføjer:  

”Genbrugshjælpemidler er et spændende område for SKI, og vi vil følge det tæt over de næste år. Derfor vil vi også imellem udbuddene sørge for at holde os ajour med branchen og brugerne – bl.a. på de to årlige genbrugshjælpemiddelmesser, som er en god anledning til at se de nyeste produkter og løsninger fra hele Europa.” 

Læs mere om 50.99 Genbrugshjælpemidler her.  ​​​

Genbrugshjælpemidler i SKI


Aftalen trådte i kraft 6. juni 2020 og består af 15 delaftaler: 
  • Delaftale 1: Standardrollatorer
  • Delaftale 2: Sideværtssammenklappelige rollatorer
  • Delaftale 3: Terrængående rollatorer
  • Delaftale 4: El-scootere, manuel styring (Klasse B)
  • Delaftale 5: El-scootere, manuel styring (Klasse C)
  • Delaftale 6: Indstillelige senge, 4-delt liggeflade
  • Delaftale 7: Tryksårsforebyggende luftmadrasser (statiske)
  • Delaftale 8: Tryksårsforebyggende luftmadrasser (dynamisk)
  • Delaftale 9: Tryksårsforebyggende skummadrasser, syntetiske, kategori 2
  • Delaftale 11: Toilet-badestole med hjul
  • Delaftale 12: Toilet-badestole med sædetilt
  • Delaftale 13: Toilet-badestole med elektrisk højdeindstilling og sædetilt
  • Delaftale 14: Badetaburetter med mulighed for ryglæn
  • Delaftale 15: Toiletforhøjere, fastmonteret
  • Delaftale 16: Toiletsæder med armlæn
70 kommuner og en statslig institution er tilsluttet aftalen




Pulje to forventes at være klar til brug i tredje kvartal af 2021. 
Sortimentet på udbuddet deles op i 10 delaftaler og forventes at omfatte områderne:
  • Manuelle kørestole inkl. udvalgt tilbehør
  • Siddepuder (luft, gel og skum)
  • Skummadrasser kat. 4
  • Glide- og vendehjælpemidler.