>

Birgit Storm har kontrolleret produktkrav og lavet kvalitetstest af 50.20 Forbrugsartikler i 2016 og igen i 2020. Selvom produkterne er testet efter præcis samme metode og med samme pointmodel som tidligere, er resultatet i et helt andet.

”I 2016 fik de testede forbrugsartikler gennemsnitskarakteren tre på en skala fra 1-5. Tre er en karakter, vi kun giver til et godt produkt, der opfylder alle krav og er absolut anvendeligt. I 2020 er den gennemsnitlige karakter steget fra tre til fire. Det er altså en ret markant stigning af en kvalitet, der i forvejen var ganske god. Det er dejligt at se sådan en udvikling,” siger Birgit Storm, der er kemiingeniør.

I kvalitetstesten af 50.20 Forbrugsartikler har Birgit Storm blandt andet testet mopper, pH-værdien i rengøringsartikler, hvor meget plastposerne kan bære og rivstyrken på engangshandsker.

Går længere end svanen og andre miljømærker

Det er Abena, der også er leverandør på den eksisterende aftale, der har vundet den nye aftale. Alle deres produkter har først og fremmest bestået en lang række krav til bl.a. miljø og arbejdsmiljø før selve kvalitetstesten.

”Jeg kontrollerer, at alle produkterne lever op til SKI’s krav. Det gør jeg blandt andet ved at gennemgå rammerecepturerne. Rammerecepturerne svarer til opskriften på produktet, fx rengøringsmidlet eller håndsæben. På produkternes sikkerhedsdatablad står der kun de ingredienser, der er mærkningspligtige, og der står ikke præcist, hvor meget der er i,” siger Birgit Storm og fortsætter:

”Vi skal kende alle ingredienser og blandingsforhold, for vi er nødt til at være på forkant med udviklingen. Vi skal sørge for, at rengøringspersonalet mv. har et godt og trygt arbejdsmiljø, ligesom vi på vegne af alle forbrugerne skal sikre, at vi får miljøvenlige og skånsomme produkter til skoler, hospitaler, plejehjem mv. Derfor stiller vi endnu skrappere krav til alle produkter end fx Svanemærket eller andre miljømærker,” siger Birgit Storm.

Birgit Storm understreger, at selvom langt fra alle produkterne på den nye aftale om forbrugsartikler har et påtrykt miljømærke som fx Svanemærket, så lever de som minimum op til samme krav. Og mere til.

Læs mere om, hvordan SKI arbejder med grønne og bæredygtige indkøb her.​

Garant for miljø og arbejdsmiljø

Når man spørger Birgit Storm, hvor længe hun har beskæftiget sig med forbrugsartikler, griner hun lidt. For i over 40 år har hun arbejdet med rengøringsmidler, produkter til personlig pleje og andre forbrugsartikler. Først som kemiingeniør i industrien, så som underviser og siden 1988 også som ekspert i forbindelse med forskellige udbud i den offentlige sektor.

”Jeg mener, Aarhus Amt var de første, der fandt på at stille nogle krav til forbrugsartiklerne – udover at prisen skulle være lav. Det var tilbage i 1988, og de spurgte mig om hjælp til, hvilke krav man skulle stille. Esbjerg Kommune var de næste. De ville gerne teste produkterne for at sikre den samme kvalitet, når de skiftede produkter. Siden er det gået slag i slag, og i dag er det helt standard, at man kvalitetsafprøver produkter i forbindelse med et udbud,” fortæller Birgit Storm.

Og Birgit Storm slipper ikke 50.20 Forbrugsartikler foreløbigt. For kommer der nye regler om, hvilke indholdsstoffer der er tilladte, eller er Abena nødt til at udskifte produkter undervejs, så skal de kontrolleres.

”Mit indtryk er, at leverandørerne også sætter stor pris på, at vi kvalitetstester deres produkter og kontrollerer deres dokumentation. Det giver dem en tryghed at vide, at der er nogen, der har sagt god for deres produkt,” afslutter Birgit Storm.

Den nye aftale er klar til brug 8. juli 2020, når den eksisterende aftale udløber. Læs mere her.

50.20 Forbrugsartikler er et genudbud. Som den eksisterende aftale er det en eneleverandøraftale uden delaftaler med en aftalelængde på 2+1+1 år. 91 kommuner, fem regioner og syv øvrige kunder har valgt at tilslutte sig aftalen, som også indgår i Statens Indkøbsprogram.

I den kommunale, statslige og regionale ekspertgruppe samt blandt de fagpersoner, der har været med til at forme aftalen, har der været et stort ønske om at sætte barren for miljø og kvalitet højt. Derfor er der på den nye aftale stillet endnu skrappere krav til produkterne for at sikre både arbejdsmiljø og miljø, og kvaliteten har været efterprøvet i en omfattende kvalitetstest.

Samtidig har ekspertgruppen brugt kræfter på at tilpasse sortimentet, så aftalen kan dække indkøbsbehovet endnu bedre end tidligere. Konkret betyder det, at 450 nye, relevante produkter kommer på aftalen. Det optimerede sortiment minimerer behovet for at købe produkter uden for aftalen til dyre listepriser.

Læs mere om aftalen her.