Tre tips til høj compliance

26-04-2017
Vil du også sikre høj compliance på forbrugsartikler? Eller måske på en helt anden aftale? Kasper Skau fra Holbæk Kommune giver dig her tre gode råd til at nå i mål, så dine gevinstberegninger rent faktisk bliver til gevinster.

​1. Kend dit indkøbsmønster

Hvis du skal sikre høj compliance, skal du først og fremmest vide, hvad I har købt tidligere, og hvor loyale I har været på de gamle aftaler. Her er det en stor hjælp med et indkøbsanalysesystem, som kan give dig et datagrundlag og overblik samt et afsæt til at lave konverteringslister.

2. Afsæt ressourcer til råd, vejledning og konvertering

En succesfuld omstilling til nye indkøbsvaner kræver support – særligt hvis der er mange decentrale indkøbere. Derfor er det vigtigt, at indkøbskontoret – evt. med hjælp fra leverandøren – har et godt kendskab til produkterne og står klar med råd og vejledning, så omstillingen glider så let som muligt. Har du et e-handelssystem, så brug det. Det gør omstillingen meget lettere.

Se her, hvordan Holbæk kommune sikrede høj compliance på 50.20 Forbrugsartikler

3. Inddrag din organisation

Involver nøglepersoner i det udførende led i din organisation, så du ikke skal ud og overbevise hver enkel decentrale indkøber. Kommuniker værdien af de nye indkøbsvaner og gerne med konkrete eksempler, så de også er godt klædt på, når de møder leverandørernes sælgere.  ​​​