Tilslutning: Fællesudbud af genbrugshjælpemidler er ikke noget nyt i JYFI

27-08-2019
Det er første gang, SKI laver et udbud på genbrugshjælpemidler. Det giver ikke anledning til uro i Viborg Kommune, som er vant til at gå sammen med syv nabokommuner om at købe genbrugshjælpemidler. Men de er spændt på at se, hvad det betyder for prisen, når indkøbskræfterne bliver endnu stærkere – for kvaliteten ser ud til at blive den samme. Der er nu åbent for tilslutning på 50.98 Genbrugshjælpemidler – se her, hvordan du gør.

Så længe Tina Fredsgaard Bjørnholt, udbuds- og indkøbschef i Viborg Kommune, kan huske, har de sammen med deres nabokommuner i Jysk Fællesindkøb (JYFI) lavet fælles udbud af genbrugshjælpemidler. Og ved at fokusere på kvaliteten og teste produkterne er det altid gået godt:

”Vi køber stort set alt på vores fælles aftale, og vi har rigtig gode erfaringer med at få produkter af høj kvalitet, der dækker langt størstedelen af vores behov for genbrugshjælpemidler. Det forventer jeg også, at vi får på den nye SKI-aftale. Derfor håber jeg, at flest muligt kommuner går med, så vi kan opnå nogle skarpe priser til vores trængte kommunale budgetter,” siger Tina Fredsgaard Bjørnholt.

Der er tilslutning til 50.98 Genbrugshjælpemidler frem til 9. september – se her, hvordan du tilslutter dig.

Tina Fredsgaard Bjørnholt sidder i den kommunale strategigruppe A, der fastlægger den overordnede udformning af de enkelte fælleskommunale indkøbsaftaler i SKI. Hun har desuden deltaget i projektgruppearbejdet med en erfaren ergoterapeut og en udbudskonsulent som repræsentanter fra JYFI. 

Udover JYFI har langt de fleste kommunale indkøbsfællesskaber deltaget i projektgruppearbejdet med udbudskonsulenter, ergoterapeuter, visitatorer, depotmedarbejdere og sagsbehandlende terapeuter. Dermed har SKI kunnet trække på de mange, gode erfaringer med, hvordan man skruer et udbud sammen, der rammer plet på både produkter og kvalitet. 

Går ikke på kompromis med kvalitet

Kvalitet har været en vigtig rettesnor for projektgruppen: 

Der er rigtig høje krav til de borgernære produkter. Vi kan simpelthen ikke tåle at levere noget dårligt. Derfor har de kommunale fagpersoner været med til at definere de høje krav, vi stiller i udbuddet. De kender behovene hos borgerne, og de kender genbrugshjælpemidlerne,” siger Tina Fredsgaard Bjørnholt. 

Når SKI har modtaget tilbud fra potentielle leverandører, gennemføres der en omfattende kvalitetstest af produkterne som et led i evalueringen af tilbuddene. Tina Fredsgaard Bjørnholdt understreger, at det har været vigtigt for projektgruppen at kunne dobbelttjekke, at produkterne har den standard, de skal have. Viborg Kommune har selv meldt en udbudskonsulent og en ergoterapeut ind til at hjælpe SKI med kvalitetstesten. 

Læs mere om den kommende aftale her.​​

”Sådan er gamet”

Selvom der er nogenlunde ro i maven i Viborg, har udbuddet om genbrugshjælpemidler trukket en del opmærksomhed – særligt fra leverandørernes interesseorganisationer. Det undrer dog ikke Tina Fredsgaard Bjørnholt, at det har larmet lidt:

”Hver gang SKI bevæger sig ind på et nyt område, gør leverandørerne lidt vrøvl. Deres reaktion er meget naturlig, og det er også ærgerligt for dem at skulle levere varer med mindre fortjeneste end hidtil eller tabe et fælles udbud. Men sådan er gamet. Det er vores opgave at forvalte borgernes skattepenge bedst muligt. Jeg tror på, vi får en aftale med de samme gode produkter, som vi er vant til, og hvor vi forhåbentlig får presset leverandørerne lidt på prisen.”

​​​

Fakta om rammeaftalen

På 50.98 Genbrugshjælpemidler vil der være 16 delaftaler, som omfatter rollatorer, el-scootere, senge, madrasser og toilet/bad. Kommunerne har desuden mulighed for at tilkøbe yderligere undervisning og oplæring i de produkter, de køber på aftalen. Aftalen forventes at træde i kraft marts 2020. 

Hver af de 16 delaftaler udbydes som en flerleverandøraftale. Det betyder, at der inden for hver delaftale er flere leverandører, der tilbyder de pågældende produkter. Det giver mulighed for, at fx små og mellemstore virksomheder, der er specialiseret inden for et af områderne, kan byde ind på den relevante delaftale. 

For at sikre en høj kvalitet vil SKI sammen med borgere og fagpersoner gennemføre en omfattende kvalitetstest af produkterne på den kommende aftale.