Stevns kommune: ”Der er fundet en elegant måde at tilgodese alle kommuner på”

02-10-2019
Den 23. september åbnede SKI for tilslutning til den forpligtende aftale 50.85 Brændstof og fyringsolie. En aftale, der tilgodeser kommunerne og som noget nyt tilføjer en miljøprofil. Se her, hvordan du tilslutter dig.
Tomas Tomasson, indkøbschef i Stevns kommune, sidder i den kommunale projektgruppe, der er med til at forme den kommende aftale på brændstof og fyringsolie. I gruppen har der været fokus på at lave en aftale, der tilgodeser alle kommuner uanset størrelse og geografi. ”Vi kan sagtens se os selv i den kommende aftale. Vi er en tyndt befolket kommune, der dækker et halvstort geografisk område. Der er fundet en elegant måde at tilgodese alle kommuner på,” siger Tomas og fortsætter: ”Vi har i projektgruppen en god eksisterende aftale at bygge videre på. Det primære arbejde har været at forfine de få ting, der har været at komme efter på den nuværende aftale. Men helt generelt har det været et godt projektarbejde, hvor fokus har været på at få løst opgaven.”

Mange tildelingsmuligheder
Den kommende aftale bliver delt op i fire delaftaler, hvor delaftale 1 volumenmæssigt vil være størst. For at sikre en god geografisk dækning med tankstationer, vil der være op til fem leverandører på denne delaftale. Det vil desuden være muligt at vælge mellem forskellige modeller for tildeling af leverandør, for at sikre at delaftalen kan dække alles behov for brændstof.

Tomas Tomasson, indkøbschef i Stevns kommune
Ifølge Tomas Tomasson indeholder aftalen en så høj grad af fleksibilitet i tildelingsmulighederne, at han ikke kan forestille sig, at man selv kan finde bedre måder at lave tildelingen på. ”Jeg synes, at alle varianter er dækket godt af aftalen. Det er en nem og enkel måde at få løftet sin udbudspligt på en tilfredsstillende måde,” fortæller han.




Fokus på miljøet
Som noget nyt er der på den kommende aftale et større fokus på miljøet. På delaftale 4 bliver det muligt at købe brændstof, som er CO2 reducerende – og det har været et vigtigt punkt for projektgruppen. ”Vi har haft fokus på at indarbejde en miljøprofil, hvor der både er plads til dem, der ønsker meget høje miljøprofiler, men også dem der af forskellige årsager, ikke vægter det så tungt,” fortæller Tomas Tomasson og afslutter: ”Debatten i projektgruppen afspejler forskellige synspunkter, og det går igen i aftalen. Jeg synes, at det er lykkedes at tilgodese alles interesser i denne her aftale.”

Tilslut dig inden den 23. oktober
Tilslutningsperioden løber frem til og med den 23. oktober 2019. Kommuner skal tilslutte sig i denne periode for at kunne bruge aftalen, når den træder i kraft. 
Staten er automatisk forpligtet til at bruge aftalen. Øvrige offentlige organisationer skal tilslutte sig aftalen for at kunne anvende den. Det skal ske senest et år efter, aftalen er trådt i kraft. 


​​​​​

Fakta om 50.85 Brændstof og fyringsolie

Aftalen forventes at træde i kraft den 1. juni 2020. 

Aftalen vil indgå i Statens Indkøbsprogram og bliver dermed forpligtende for staten.