SKI har opsagt aftale 50.90 Fødevarer - genudbuddet forventes klar den 1. marts 2019

13-03-2018
SKI er gået i gang med at forberede genudbuddet, der vil blive udviklet i samarbejde med kommunerne og med inddragelse af de relevante markedsaktører. Invitation til deltagelse i den kommunale projektgruppe udsendes i disse dage, og det første møde afholdes den 18. april hos SKI.

Som bekendt har Klagenævnet for Udbud den 13. februar 2018 offentliggjort en kendelse, der giver Dansk Cater medhold i dele af klagen over den forpligtende aftale 50.90 Fødevarer.

I SKI er vi meget ærgerlige over kendelsen, og vi overvejer derfor af principielle grunde at anke dele af kendelsen til domstolene. Det gør vi, fordi kendelsen i flere situationer kan gøre det vanskeligt at lave kloge offentlige udbud. Vi er i øjeblikket i dialog med blandt andet Kammeradvokaten om disse overvejelser.

Vi kan desværre konstatere, at der er forskellige opfattelser af, hvad der gælder i denne situation, hvor Klagenævnet har annulleret tildelingen af aftale 50.90 Fødevarer.

Vi ønsker naturligvis at stille de tilsluttede kommuner bedst muligt i denne vanskelige situation. Af forsigtighedshensyn og for at begrænse kommunernes risiko mest muligt har SKI derfor valgt at bringe rammeaftalen til ophør. 

Opsigelsen betyder, at alle kommuner løsnes fra forpligtelsen til at bruge aftalen, og dermed har mulighed for selv at træffe sine valg. Opsigelsen sker med tre måneders varsel til den 30. juni 2018, og SKI varetager fortsat driften af aftalen indtil da.

SKI har dialog med både Hørkram og Dansk Cater. Vores indtryk er, at begge har fokus på at bidrage bedst muligt til at få gennemført et hurtigt genudbud og bistå kommunerne i den mellemliggende tid. Dansk Cater har endvidere understreget, at de ikke vil gå juridisk efter kommunerne. 

Situationen efter opsigelsen

SKI påbegynder hurtigst muligt genudbud af 50.90 med henblik på, at en ny aftale kan træde i kraft den 1. marts 2019.​​

I den mellemliggende periode har kommunerne naturligvis et fortsat behov at købe fødevarer, og her er der umiddelbart to muligheder: 

  • Kommunerne har mulighed for selv at etablere egen aftale.
  • Som alternativ til egen aftale har kommunerne også mulighed for at sikre fortsat aftaledækning via den frivillige aftale 09.01 Fødevarer. Den frivillige aftale har et bredere sigte end 50.90, og indeholder både direkte tildeling og miniudbud. SKI er i dialog med de tre leverandører for at sikre, at de er gearet til i givet fald at kunne løfte kommunernes efterspørgsel. SKI hjælper selvfølgelig gerne de enkelte kommuner med at anvende 09.01 Fødevarer.

Gennemførsel af genudbuddet 

SKI er gået i gang med at forberede genudbuddet, der vil blive udviklet i samarbejde med kommunerne og med inddragelse af de relevante markedsaktører. Invitation til deltagelse i den kommunale projektgruppe udsendes i disse dage, og det første møde afholdes den 18. april hos SKI.

Vi har tidligere kommunikeret, at den nye aftale vil være klar til brug senest i 1. eller 2. kvartal af 2019. Vi har imidlertid gransket mulighederne for at få aftalen klar tidligere – dels ved at indsætte ekstra ressourcer, dels ved i vidt omfang at genbruge analyser og materiale fra den nuværende aftale. Vi vil naturligvis justere udbuddet i lyset af Klagenævnets kendelse, og vi vil høre projektgruppen om behovet for at opdatere sortimentet og afstemme det forventede indkøb – også med baggrund i kommunernes indkøbsdata. På baggrund af tilbagemeldinger fra kommunerne om den nuværende aftale, vurderer vi, at aftalen altovervejende er attraktiv og velfungerende. Derfor forventer vi ikke yderligere, større justeringer af aftalen.

SKI forventer, at den nye aftale bliver tildelt i december 2018, og aftalen vil efter den sædvanlige implementeringsperiode være klar til brug omkring den 1. marts 2019. 

Vi er kede af situationen, og vi skal endnu engang beklage det besvær og de ulemper, som kendelsen giver. Vi vil have fuldt fokus på at hjælpe kommunerne i den mellemliggende periode.​​​​

Kontakt SKI

Mickey Abben Johansen
Markedschef for forpligtende aftaler, varer og tjenesteydelser, Kundeansvarlig
T . 40 23 41 17
Hanne Laumann
Chefkonsulent, Kundeansvarlig
T . 61 55 62 11
Rikke Eistrøm Rahimic
Konsulent, Kontraktansvarlig
T . 22 85 01 32​