SKI genstarter prækvalifikationen for it-aftalerne 02.15 og 02.17

13-05-2020
SKI har afprøvet en ny model, der gjorde det væsentligt mindre ressourcekrævende for virksomhederne at søge prækvalifikation – men må konstatere, at den ressourcelette model ikke har været et godt match med it-konsulentbranchen. Derfor annulleres prækvalifikationen, og processen gentænkes i dialog med brancheorganisationerne. 

SKI inviterede i februar 2020 interesserede virksomheder til at søge om prækvalifikation på de to it-konsulentaftaler 02.15 og 02.17. Der er tale om to vigtige aftaler, som staten og kommunerne i vid udstrækning benytter, når de har brug for strategisk it-rådgivning og løsning af konkrete it-opgaver. 

Markedet er fyldt med dygtige virksomheder, og som forventet modtog SKI mange ansøgninger om prækvalifikation. Det kan koste mange ressourcer at byde ind på offentlige udbud og være en tung proces ikke mindst for mindre virksomheder. Derfor valgte SKI at benytte en ny model, der gjorde ansøgning om prækvalifikation mindre ressourcekrævende for de mange ansøgere.


​Christian Lunding, udbudsdirektør i SKI

”Der er tale om en enkel og transparent udbudsmodel. Virksomhederne skulle oplyse referencer på tidligere løste opgaver og beskrive referencernes indhold dels ved hjælp af et afkrydsningsskema, dels med tekst. Modellen gjorde det muligt for både virksomheden selv og SKI med det samme at vurdere, hvor mange point, referencen udløste,” fortæller Christian Lunding, udbudsdirektør i SKI. 

Straks efter at have gennemgået ansøgningerne og have offentliggjort prækvalifikationen modtog SKI en række henvendelser fra ikke-prækvalificerede ansøgere. De såede tvivl om, hvorvidt nogle af deres konkurrenter havde opgivet korrekte referencer og således var prækvalificeret på et forkert grundlag. SKI fik ligeledes henvendelser fra brancheorganisationerne, der udtrykte bekymring over resultatet. 

På den baggrund valgte SKI at igangsætte yderligere undersøgelser af de prækvalificeredes referencer. De blev samtidig bedt om at lægge pennen og vente med at udarbejde tilbud, mens påstandene blev undersøgt. 

De nye undersøgelser peger på, at de fleste virksomheder har opgivet korrekte referencer, men nogle virksomheder har ikke kunnet dokumentere, redegøre for eller ønsket at stå på mål for deres referencer. SKI har på den baggrund valgt at annullere prækvalifikationen og genstarte udbuddene af de to aftaler.

”Vi er ikke længere betrygget i, at vi har prækvalificeret de bedst egnede virksomheder. Det er ærgerligt - især for de virksomheder, der var prækvalificeret. Vi vælger at trække stikket nu, inden virksomhederne tager hul på den tungere del af tilbudsprocessen. Ud fra en samlet vurdering synes vi desværre, at det eneste rigtige er at annullere og gennemføre en ny prækvalifikation for fuldt ud at være betrygget i, at de prækvalificerede udvælges på et objektivt grundlag,” siger Christian Lunding.

SKI går nu i dialog med it-konsulentbranchens organisationer om prækvalifikationsmodeller i forhold til branchen.

”Nu går vi i værkstedet og ser på, hvilken model vi vil benytte til prækvalifikationen, herunder om vi kan finde en model, der gør ressourcetrækket på begge sider af bordet lige så let.​”​

”Nu går vi i værkstedet og ser på, hvilken model vi vil benytte til prækvalifikationen, herunder om vi kan finde en model, der gør ressourcetrækket på begge sider af bordet lige så let. Når jeg ser, at nogle prækvalificerede virksomheder ikke har kunnet håndtere den ressourcelette model, og når jeg ser

de klager, nogle af de forbigåede virksomheder har indgivet over modellen, så frygter jeg dog, at vi ikke kommer uden om en model, der stiller væsentligt større krav til dokumentation fra virksomhederne. Det er vi kede af, for både ordre- og tilbudsgivere har gavn af enkle processer,” siger Christian Lunding. 

SKI vil melde nærmere ud på ski.dk, så snart en ny udbudsplan foreligger.​​​​​​​​​​​

Fakta om aftalerne

02.15 It-rådgivning og 02.17 It-konsulenter sikrer, at det offentlige kan købe konsulentbistand til it-rådgivning eller på timebasis til at udføre en konkret opgave – fx når der skal udvikles ny it-sikkerhed, it-arkitektur eller it-strategi.

I forbindelse med genudbud af de to aftaler modtog SKI i prækvalifikationsrunden i alt 76 ansøgninger. Af disse blev 36 prækvalificeret til at byde på 12 pladser på 02.15 It-rådgivning og 15 pladser på 02.17 It-konsulenter.

Af de 36 prækvalificerede har nogle ansøgt som del af konsortier. De 36 prækvalificerede ansøgninger omfatter i alt 53 CVR-registrerede virksomheder. 39 af disse er SMV’er, hvoraf flere har søgt som del af et konsortium, mens andre har søgt selvstændigt.