Ny server og storage-aftale skal dække hele den offentlige sektor

13-03-2018
Den kommende forpligtende aftale for servere og storage bliver om et år den eneste fælleoffentlige aftale på området. Nu er udbudsdesignet på plads, og her kan du se de fem byggesten. De sikrer, at aftalen dækker dine behov, hvad enten du har brug for enkeltprodukter eller samlede komplekse løsninger.
​Når SKI’s nye forpligtende aftale 50.03 Servere og storage efter planen træder i kraft den 1. januar 2019, bliver det den eneste offentlige aftale på området. 50.03 afløser nemlig både SKI’s frivillige aftale 02.03 Servere og storage samt Statens Indkøbs to aftaler for servere og storage. 

Derfor har Berit Bünger Torp, udbudskonsulent i SKI, sammen med arbejdsgrupper i kommuner, regioner, stat og øvrige samt potentielle leverandører brugt det sidste halve års tid på at finde frem til, hvordan den nye aftale kan dække hele den offentlige sektor. Nu er centrale dele af udbudsmaterialet i høring:


Berit Bünger Torp, udbudskonsulent i SKI​

”Den nye aftale skal dække store som små kunder, dem, der skal købe enkelte produkter til deres nuværende installationer, dem, der har brug for komplekse løsninger, dem, der har masser af viden om området og dem, der har brug for rådgivning. Derfor har vi i udbudsdesignet lagt vægt på fem byggesten, den nye aftale skal bestå af,” siger Berit Bünger Torp. 

Læs mere om udbudsdesignet her.

Fem byggesten for servere- og storageaftalen

Her er de fem byggesten, der sikrer, at dit behov for servere og storage bliver godt dækket af den nye aftale:

  1. Et bredt udvalg af producenter og en stor produktbredde og -dybde i sortimentet. 
  2. På aftalen vil du både kunne købe produkter til at udbygge og opgradere nuværende løsninger, og samlede komplekse løsninger som fx Hyper Converged infrastructure (HCI). 
  3. Sortimentet opdateres og udbygges løbende for at sikre, at aftalen er teknologisk up-to-date
  4. Aftalen vil både kunne bruges af dem, der har in-house kompetencer og dem, der har brug for rådgivning og evt. også ønsker, at leverandøren står for den samlede leverance
  5. Aftalen vil sikre en løbende konkurrenceudsættelse, så du hele tiden kan opnå bedst mulige priser ved både direkte tildeling og miniudbud. 

Lige nu er høringen i gang, og frem til 23. marts kan du give dine inputs til den kommende aftale. Se her, hvordan du afgiver høringssvar og læs mere om aftalen. ​​​​

Fakta

50.03 Servere og storage forventes at træde i kraft den 1. januar 2019.

Aftalen vil indgå i Statens Indkøbsprogram og bliver dermed forpligtende for staten. 

Kommuner og regioner vil kun kunne bruge aftalen, hvis de tilslutter sig i tilslutningsperioden, der forventes at starte den 16. april 2018. 

Alle øvrige offentlige institutioner vil kunne anvende aftalen frivilligt. 

Kontakt SKI

Berit Bünger Torp
Udbudskonsulent
T . 20 85 56 45