E-kataloger: Det bliver muligt at skræddersy kataloger til forskellige brugere i samme organisation

01-03-2016
I SKI arbejder vi løbende med at udvikle og forbedre vores e-kataloger. Vi har bl.a. fokus på at gøre det muligt at skræddersy e-kataloger, så du kan bestille forskellige kataloger til forskellige brugere i samme organisation.

I løbet af sommeren 2016 åbner vi op for muligheden for at differentiere e-kataloger til forskellige brugere i samme organisation. Det betyder, at du via SKI-kataloget kan bestille forskellige kataloger med forskellige varelinjer til brugerne i din organisation, selvom de bruger samme aftale og samme leverandør. Det gør det muligt at skræddersy e-kataloger, der matcher brugernes behov.

Bestil kataloget ud fra din indkøbsliste

Helt konkret får du mulighed for at oprette en indkøbsliste pr. bruger i SKI-kataloget og bestille et katalog ud fra den specifikke indkøbsliste. Det vil sige, at hvis brugeren i din organisation har forskellige behov til én aftale, kan du lægge de varer i indkøbslisten, der præcis matcher de forskellige brugeres behov, og på den måde undgå, at der fx findes varer i kataloget, der ikke er relevante for brugerne.

De specifikke kataloger, du har bestilt, vil du efterfølgende også have adgang til på ski.dk. Du kan således altid få indblik i, hvilke varer du har valgt til din indkøbsliste, og hvilke kataloger du har bestilt. 

Det bliver muligt at skræddersy e-kataloger, der matcher brugernes behov.

Det bliver kun muligt at differentiere kataloger fra samme aftale og samme leverandør. Det vil sige, at du ikke vil kunne vælge varer til dit e-katalog på tværs af leverandører og på tværs af aftaler. 

Eksporter din indkøbsliste til PDF eller CSV allerede nu 

Du kan allerede nu begynde at skræddersy dine brugeres kataloger ved at eksportere forskellige indkøbslister i SKI-kataloget til enten en PDF-fil eller en CSV-fil. Du finder muligheden for at downloade de to typer af filer øverst til venstre på din indkøbsliste i SKI-kataloget. 

Du modtager automatisk e-mail på salgsansvarlig og SKI-ID

Når du bestiller et e-katalog, vil du også allerede nu automatisk modtage e-mailadressen på den salgsansvarlige hos leverandøren. Du kan således altid se, hvem du skal tage fat i, hvis du har spørgsmål til produkterne i kataloget. Vi sender informationerne i OIOUBL-format, som alle e-handelssystemer kan modtage. Du skal dog selv sørge for, at dit e-handelssystem er sat op til at kunne vise det. 

Du vil også modtage SKI-ID på alle varelinjerne i det katalog, vi sender til dig. På den måde vil du altid kunne se, om varen i dit katalog er en del af sortimentet på vores aftaler. Det er vigtigt for at sikre compliance på aftalerne. ​​​​​​​​

Katalogerne sendes ud i god tid

Du vil som noget nyt også få mulighed for at modtage kataloger, så snart de er klar til brug fx inden en aftale træder i kraft – eller inden der sker en prisændring. På den måde kan du nå at implementere de nye e-kataloger i din indkøbsorganisation i god tid, så katalogerne er klar til brug hos den enkelte bruger, den dag aftalen eller de nye priser træder i kraft.

Kontakt SKI

Peter Borg L. Andersen
E-handelskoordinator
T . +45 22 21 73 61
Bent Mentzler
It-chefkonsulent
T . 51 16 04 24