Dansk-østrigsk indkøbssamarbejde giver genlyd i EU

23-01-2017
SKI og den østrigske indkøbsorganisation BBG har indgået en fælles aftale om Citrix Software og Citrix Appliances (02.01). Det er det første projekt, der er gennemført uden økonomisk støtte udefra, og det har givet genlyd i EU-Kommissionen.

SKI er en del af et netværk med andre europæiske indkøbsorganisationer, og i sommeren 2015 startede SKI et samarbejde med den østrigske indkøbsorganisation BBG ud fra en fælles interesse for at undersøge, hvordan man kunne lave ét udbud for begge lande. Det blev startskuddet til et pilotprojekt om et fælles udbud på Citrix-software. 

100 pct. selvfinansieret

Med Citrix-aftalen er det første gang, at et fælles udbud mellem lande i EU er gennemført uden nogen former for økonomisk støtte udefra. Det har derfor vakt EU-Kommissionens interesse, og de købte i december en rapport og en præsentation af projektet for at indsamle erfaringer om indkøbssamarbejde på tværs af lande i EU. 

Der er potentiale i fælles udbud

Til trods for at der er forskellige markedsbetingelser og andre barrierer, ser SKI også et potentiale i at indgå i nye samarbejder med andre lande om fælles udbud. 

”Vi har lært rigtig meget af samarbejdet med BBG. De gør tingene anderledes, og det har givet os god læring i forhold til vores egne procedurer. Der er selvfølgelig meget at tage højde for, når man arbejder på tværs af landegrænser, og derved bliver det mere komplekst, men projektet har givet os gode erfaringer, som vi kan trække på en anden gang,” siger Zannie Finderup, teamleder i SKI og tovholder på projektet med BBG.

Kort om aftalen

Med rammeaftalen kan du købe CITRIX Software, CITRIX Appliances samt vedligehold.

Der er tre leverandører på aftalen. Alle tildelinger under 50.000 euro sker ved direkte tildeling til leverandør 1. Ved aftalebeløb større end 50.000 euro sker tildeling ved miniudbud blandt alle tre leverandører. Se mere om aftalen, og hvordan du handler på den, her.​​​

Kontakt SKI

Zannie Finderup
Teamleder, Statens Indkøbsprogram og IT
T . 21 62 08 70
Anders Lisby Madsen
Kontraktstyringschef, Kontraktansvarlig
T . 22 14 36 45