50.55 Kontorartikler: Er sendt i høring

06-01-2017
Udbudsmaterialet til den forpligtende aftale på kontorartikler, der også kommer til at indgå som en del af Statens Indkøbsprogram, er nu sendt i kommunal høring. Fristen for kommentarer er den 27. januar 2017.

Udbudsmaterialet til den kommende forpligtende aftale 50.55 Kontorartikler er nu tilgængeligt i SKI’s udbudssystem ETHICS. Det giver kommunerne mulighed for at læse og kommentere materialet, inden der lægges sidste hånd på det. 

Kommunerne kan få adgang til udbudsmaterialet via SKI’s udbudssystem ETHICS, hvor du bl.a. også finder en minivejledning med en oversigt over udbuddets dokumenter samt en beskrivelse af, hvordan du kommenterer.   

Skabelon til kommentarer

Vi har udarbejdet en skabelon, der skal bruges, når du kommenterer eller stiller spørgsmål til udbuddet i forbindelse med høringen. Skabelonen findes sammen med udbudsmaterialet i ETHICS

Du kan kommentere udbudsmaterialet frem til og med fredag den 27. januar 2017.

Om aftalen

50.55 Kontorartikler kommer til at minde om den eksisterende forpligtende aftale på området. Det bliver en eneleverandøraftale, hvor tilbuddene evalueres på pris. Målet er, at aftalen skal dække kommunernes primære behov for indkøb af kontorartikler til konkurrencedygtige priser. Derudover skal aftalen indgå i Statens Indkøbsprogram. 

Forventet sortiment

Sortimentet kommer til at omfatte flere varianter af skolehæfter, tilbudsmapper mv. end den eksisterende aftale. I alt forventes sortimentet at rumme ca. 2.200 varelinjer og et bredt udvalg af:

  • Almindelige kontorvarer - fx blokke, skriveredskaber, konvolutter og hulmaskiner
  • Kopipapir - i forskellige kvalitet
  • Skoleartikler - fx skolehæfter, karton, passere og tavletilbehør

Tilslutning og ikrafttrædelse

Vi forventer, at tilslutningen til aftalen kommer til at være i perioden fra den 3. februar 2017 til den 3. marts 2017. Kun hvis din kommune tilslutter sig aftalen i tilslutningsperioden, har du mulighed for at bruge aftalen, når den efter planen træder i kraft ultimo oktober 2017, hvor den eksisterende aftale på området udløber. 

Vi udsender yderligere information om tilslutning på et senere tidspunkt. 

Følg med i tidsplanen og seneste nyt om 50.55 Kontorartikler på udbudssiden​ ski.dk.

Projektgruppen

Den kommunale projektgruppe, der er med til at udvikle udbuddet består af repræsentanter fra:
  • Bornholms Regionskommune og Frederikssund Kommune (IN: Indkøbsfællesskabet Nordsjælland)
  • Esbjerg Kommune og Svendborg Kommune (KomUdbud)
  • Solrød Kommune og Guldborgsund kommune (FUS: Fællesudbud Sjælland)
  • Brøndby Kommune (Vestegnens Indkøbsforum)
  • Rudersdal Kommune (Spar 5)
  • Skive Kommune (Jysk Fællesindkøb)
  • Varde Kommune (Sydjysk Kommuneindkøb)
  • Vesthimmerlands Kommune (Fællesindkøb Nord)
  • Assens Kommune
  • Københavns Kommune

Kontakt SKI

Kenneth Qvistgaard
Udbudskonsulent
T . 29 17 70 49