Næstved Kommune: Det er en stor fordel, at vi kan vælge mellem flere producentmærker på ny server og storage-aftale

22-05-2018
Der er mange varierede behov, der skal tilgodeses, når både stat, regioner og kommuner skal købe servere og storage. Derfor vil den nye forpligtende aftale tilbyde flere producentmærker hos fem forskellige leverandører. Se her, hvorfor det er et stort plus for Næstved Kommune, når de tilslutter sig.

Den 15. maj åbnede SKI for regional og kommunal tilslutning til den forpligtende aftale 50.03 Servere og storage. Aftalen bliver den eneste offentlige aftale på området. Den afløser nemlig både SKI’s frivillige aftale 02.03 Servere og storage samt Statens Indkøbs to aftaler for servere og storage. Netop bredden i aftalen ser Ole Pedersen, senior it-administrator i Næstved Kommune, frem til: 

”Vi er meget opmærksomme på, at aftalen indeholder flest mulige producenter, så alle kan få opfyldt deres behov. Som jeg ser det, kan det sagtens lade sig gøre. Vi bliver ikke bundet af, at man kun kan købe Lenovo, HP eller lignende. Og det betyder, at vi kan få indkøbet til at passe med vores nuværende arkitektur.”

Ole Pedersen, senior it-administrator i Næstved Kommune.

Vi opnår større volumen, når vi står sammen

Ole Pedersen, der til daglig har ansvaret for servere, storage og it-infrastrukturen, sidder i den kommunale projektgruppe, der er med til at forme den kommende server og storage-aftale. Han lægger vægt på, at man både kan handle med leverandørerne ved at samle en varekurv og vælge den billigste - og også kan gå i miniudbud og få leverandørernes forslag til, hvilke løsninger der skal indkøbes:

”Jeg håber på, det giver større konkurrence, og så er det en fordel, at det også er muligt at købe konsulentydelser,” fortæller Ole Pedersen. Hans anbefaling til andre, der overvejer at tilslutte sig, er klar:

”Priserne bør blive bedre end det, vi selv kan få, fordi vi opnår en større volumen, når vi står sammen. Desuden er udbudspligten løftet for os, så det skal vi ikke tænke over.”

Se her, hvad du kan købe på aftalen.​

Så compliant med SKI-aftaler som muligt

I Næstved Kommune sidder også Lars Borg, der er teamleder for it-infrastruktur og support og ansvarlig for alt, der omhandler it i Næstved Kommune. Han kender de forpligtende aftaler rigtig godt, og for ham betyder det meget, at hans team med ro i maven kan kontakte leverandørerne og bestille det, der er behov for:

Lars Borg, teamleder for it-infrastruktur og support i Næstved Kommune.
 ”Vi er meget glade for de forpligtende aftaler. De er nemmere for os at styre, fordi vi på forhånd har indgivet en samlet volumen og ved, hvor vi skal ringe hen. Vi bestræber os på at tilmelde os så mange af de forpligtende aftaler, vi kan komme til. Vores ambition er at være så compliant med alle SKI-aftaler som muligt her i Næstved Kommune, siger Lars Borg og fortsætter:”

”Hvis Næstved Kommune skal prøve noget nyt og fx lege med it-arkitekturen, vil vi gøre det inden for den nye aftale. Her kan vi vælge og vrage og stadig overholde udbudspligten.”

Tilslutningen udløber den 6. juni

Tilslutningsperioden løber frem til og med den 6. juni 2018. Kommuner og regioner skal tilslutte sig i denne periode for at kunne bruge aftalen, når den træder i kraft. Alle øvrige offentlige institutioner kan anvende aftalen frivilligt. 

Staten er automatisk forpligtet til at bruge aftalen.

Se her, hvordan du tilslutter din kommune eller region til 50.03 Servere og storage.​ ​​​​​​​

​​​​

Fakta om 50.03 Servere og storage

50.03 Servere og storage forventes at træde i kraft den 1. januar 2019.

Aftalen vil indgå i Statens Indkøbsprogram og bliver dermed forpligtende for staten. 

Kommuner og regioner vil kun kunne bruge aftalen, hvis de tilslutter sig i tilslutningsperioden, der er åben frem til den 6. juni 2018.

Alle øvrige offentlige institutioner vil kunne anvende aftalen frivilligt.