>

Fremover er det DBS Lys A/S, der skal levere lyskilder og et mindre udvalg af el-tilbehør på den fællesoffentlige aftale 50.62 Lyskilder. Når den nye aftale træder i kraft den 1. december 2022, bliver det med et grønt fokus og konkurrencedygtige priser. Lyskilderne købes på aftalen via direkte tildeling.

Billigere og energieffektive lyskilder på den nye aftale

Det grønne fokus afspejler sig i såvel evalueringsmetoden som i krav til fx emballage og levering. Det betyder blandt andet, at der både er taget højde for lyskildernes energiforbrug, CO2-udledning, levetid og pris. Herunder har SKI også foretaget en TCO-beregning på sortimentet, så det er muligt for de offentlige indkøbere at foretage de rette energirigtige indkøb på området set ud fra den samlede omkostning. Dermed bidrager aftalen til at sikre, at de offentlige kunder kan få de mest energieffektive lyskilder.


”I en tid med stigende energipriser er vi meget tilfredse med, at den nye aftale sikrer konkurrencedygtige priser og energieffektive løsninger til de offentlige organisationer,” fortæller Christian Lunding, der er udbudsdirektør i SKI.

Aftalen indeholder lyskilder i de bedste energiklasser, og samtidig viser benchmark, at de tilsluttede organisationer i gennemsnit kan spare 30 procent. Der er således både et besparelsespotentiale i anskaffelsespris og ved et eventuelt skift til lyskilder i en bedre energiklasse.

For at sikre et relevant og markedssvarende sortiment i hele aftaleperioden har leverandøren også mulighed for at udskifte udgående produkter eller tilføje nye, hvis de har et bedre energimærke.

Der er i aftalens sortiment taget højde for, at staten med sin strategi for grønne indkøb har forpligtet sig til kun at indkøbe LED-lyskilder fra de to bedste energiklasser, hvis de er teknisk egnet. Som kunde på aftalen kan man derfor blandt andet sortere på LED og energiklasser i e-kataloget og dermed lettere finde de rette produkter.

"Det skal være nemt at finde de rette lyskilder. Derfor har vi forsøgt at afdække kundernes behov – ikke mindst i forhold til bæredygtighedspolitikker - så vi på den bedste måde understøtter et smidigt og hurtigt indkøb,” fortæller Christian Lunding.

Aftalen er nu i standstill til og med den 3. oktober 2022, hvorefter SKI forventer at underskrive kontrakten med DBS Lys A/S. Aftalen forventes at træde i kraft den 1. december 2022.

Læs mere om aftalen på ski.dk.