Den kommende fælleskommunale aftale 50.49 Standardsoftware, som træder i kraft til april, giver 96 tilsluttede kommuner og syv forsyningsselskaber mulighed for at købe softwarelicenser, der er kompatible med eksisterende it-systemer, til konkurrencedygtige priser. Nu er udbudsmaterialet offentliggjort, og interesserede virksomheder kan byde ind på den kommende aftale.

"Vi har gjort et grundigt forarbejde sammen med de offentlige organisationer, da deres forskellige behov har mange indbyggede kompleksiteter. En omfattende kortlægning heraf er central for at kunne opnå konkurrencedygtige priser i et marked med begrænset konkurrence," siger Rasmus Lund Kongsgaard, markedsdirektør i SKI.

Udbudsbekendtgørelsen er sendt til TED den 15. januar 2025, og vil blive offentliggjort i udbudssystemet ETHICS senest den 17. januar. Aftalen tildeles en leverandør og forventes at træde i kraft den 1. april 2025. Tilbudsfristen er den 31. januar kl. 13.00.

Den nye aftale er designet til at matche kommunernes behov ved at tilbyde licenser i form af standardsoftware, som er kompatibelt med deres eksisterende it-miljø, og som falder inden for 14 forskellige funktionelle områder, herunder applikationsinfrastruktur, kundehåndtering, projektstyring, e-mail og forfatterskab, indholdstjenester, it-drift, operativsystemer, sikkerhed og datastyring.

I forbindelse med tilslutningen har SKI hjulpet organisationerne med at estimere deres licensbehov, og aftalen er et resultat af et tæt samarbejde mellem SKI og de tilsluttede organisationer. Fokus har været på at skære det unødige fra, samle volumen og skærpe kravene til sortimentet, så organisationerne kun køber det, de har brug for.

"Med aftalen sikrer vi, at de tilsluttede organisationer undgår såkaldt overlicensiering og får mest muligt ud af budgettet," forklarer Rasmus Lund Kongsgaard.

Aftalen er et samlet udbud af softwarelicenser, som er kompatible med de tilsluttede organisationers eksisterende it-miljø

På aftalen kan de tilsluttede organisationer også købe konsulentydelser, herunder undervisning, support og rådgivning, fx inden for sikkerhed, AI og Modern Workplace.

På aftalen stiller SKI relevante krav til sikkerhed, herunder for de konsulentydelser, der er omfattet af aftalen, bl.a. i relation til NIS2-direktivet. 

Aftalen er forpligtende at anvende for de 103 tilsluttede organisationer og har en estimeret værdi på 4,12 mia. kr. Leverandøren tildeles ud fra tildelingskriteriet "pris". 

Du kan læse mere om den kommende aftale her.