>

SKI har netop afsluttet evalueringen af de indkomne tilbud på 50.49 Standardsoftware og har tildelt aftalen til Atea A/S. Aftalen træder i kraft den 1. april 2025.

Mere fleksibilitet i licensindkøbet

96 kommuner og syv forsyningsselskaber har tilsluttet sig aftalen og kan dermed skræddersy deres licensindkøb, så de kun betaler for det, de har brug for – uden at være bundet af standardpakker som tidligere.

"SKI har i tæt samarbejde med de tilsluttede organisationer nøje kortlagt deres licensbehov og opnået en aftale, der giver dem maksimal fleksibilitet i indkøbet af licenser til konkurrencedygtige priser. Selvom vi ikke kan undgå generelle prisstigninger i et marked som dette, kan organisationerne i højere grad målrette licenserne til deres faggrupper og derved minimere deres omkostningsstigninger," siger markedsdirektør i SKI, Rasmus Lund Kongsgaard.

75-80 pct. af de mest anvendte licenser bliver låst fast på prisniveauet fra september 2024, herunder Microsoft 365 og sikkerhedslicenser. Det giver kommunerne og forsyningsselskaberne ro i budgetterne i en tid med stigende softwareudgifter.

SKI’s beregninger viser en gennemsnitlig prisstigning på 16 pct. i forhold til den tidligere aftale, som samlet set er et bedre resultat end forventet.

"Priserne på hovedparten af sortimentet – på de licenser, der købes flest af – ligger under de gældende listepriser, og ved at samle indkøbsvolumen har vi sikret en markant bedre aftale end markedets generelle prisudvikling tilsiger," forklarer Rasmus Lund Kongsgaard og tilføjer:

”Prisstigningen på 16 pct. er et gennemsnit, der vil opleves forskelligt alt efter organisationens licensprofil. Nogle organisationer vil ikke opleve prisstigninger – andre vil opleve større prisstigninger. Netop derfor er licensprofilering, hvor den enkelte organisation tilpasser licenser til specifikke brugerprofiler, en måde at undgå overlicensering og minimere omkostningerne.”

 

KITA-formand og it-chef i Favrskov Kommune, Henrik Brix, ser aftalen som en vigtig brik i kommunernes arbejde med at optimere licensindkøbene:

"Prisstigningerne er en stor udfordring, særligt når de overstiger den almindelige pris- og lønregulering. Det betyder, at vi enten skal skære i andre områder eller bede om flere penge – og det er ikke holdbart i længden. Samtidig er kompleksiteten i licensreglerne en væsentlig udfordring. Med SKI-aftalen får kommunerne en solid ramme for at arbejde strategisk med licensprofilering og optimere vores softwareinvesteringer," siger han og tilføjer:

"Det giver rigtig god mening, at vi går sammen gennem SKI. Det sikrer os bedre priser og vilkår, men det handler også om rådgivning – vi får langt mere ud af den fælles indsats, end vi ville kunne som enkeltstående kommuner. Vores vigtigste opgave er nu at blive skarpere på at tildele de rigtige licenser til de rigtige brugere, og her vil vi bl.a. trække på SKI’s licensrådgivning.”

 

Aftalen er et samlet udbud af softwarelicenser, som er kompatible med de tilsluttede organisationers eksisterende it-miljø. Det er muligt at få hjælp til licensprofilering i hele aftalens løbetid.

På aftalen kan de tilsluttede organisationer som en del af rammeaftalen få undervisning, support og rådgivning om licensforhold og købe rådgivning inden for Software Asset Management, sikkerhed, AI og Modern Workplace.

På aftalen stiller SKI relevante krav til sikkerhed, herunder for de konsulentydelser, der er omfattet af aftalen, bl.a. i relation til NIS2-direktivet.

Aftalen er forpligtende at anvende for de 103 tilsluttede organisationer og har en estimeret værdi på 4,12 mia. kr.

Den vindende leverandør er fundet ud fra tildelingskriteriet "pris".

Du kan læse mere om aftalen her.