Med 50.48 Tele og data får staten, 86 kommuner og 27 tilsluttede organisationer adgang til en aftale, der omfatter fastnet, mobiltelefoni, mobilt bredbånd og internetforbindelser. Samtidig er aftalen justeret for at forbedre vilkårene for de offentlige organisationer og skærpe konkurrencen.
Nu kan interesserede teleoperatører byde ind på 50.48 Tele og data via udbudssystemet ETHICS. Tilbudsfristen er den 13. maj 2025.
Aftalen er den anden i rækken af SKI’s to tele- og dataaftaler. 02.08 Tele og data, der kan anvendes frivilligt af de offentlige organisationer, der ikke er tilsluttet 50.48, blev tildelt Telenor A/S i marts.
De to tele- og dataaftaler anslås at have en samlet værdi på omkring 2,4 mia. kr. i løbet af aftalernes fireårige løbetid.
"Vi har lyttet til markedet og de offentlige organisationer. Derfor har vi skruet på en række parametre, der skal sikre både bedre priser og stærkere dækning. Vi har bl.a. øget antallet af delaftaler og justeret sortimentet, så det tager højde for udviklingen," siger Rasmus Lund Kongsgaard, markedsdirektør i SKI.
I faktaboksen nederst i artiklen kan du få et overblik over justeringerne på den kommende aftale.
I udbuddet er der særligt fokus på at skærpe konkurrencen i et marked, hvor priskonkurrencen i forvejen er hård. For at styrke konkurrencen yderligere er aftalen opdelt i flere kommunale delaftaler. Delaftalerne 1-6, der dækker telefoni, tildeles en hovedleverandør og en standby-leverandør, mens delaftale 7 – internetforbindelser – tildeles en leverandør.
"Det er en stor og attraktiv aftale, der fortsat skal sikre de offentlige organisationer god dækning til konkurrencedygtige priser. Vi stiller krav om 98,5 pct. udendørsdækning i hele landet, og organisationerne har desuden haft mulighed for at udpege lokationer, der skal have garanteret dækning både ude og inde. Derudover lægger vi vægt på dækningen, når vi evaluerer tilbuddene, for at få teleoperatørerne til at byde ind på de geografiske områder, hvor de er stærkest og dermed på bedst mulig dækning,” forklarer Rasmus Lund Kongsgaard og tilføjer:
”Vi kan ikke komme højere end 98,5 pct. udendørsdækning, da visse skov- og naturområder er fredede, og derfor har vi lavet målrettede krav til specifikke lokationer. Det er de steder, hvor mange mennesker arbejder – rådhuse, administrationscentre, omsorgscentre – som de tilsluttede organisationer prioriterer med indendørsdækning."
SKI stiller på aftalen også relevante sikkerhedskrav i relation til NIS2-direktivet, som du kan læse mere om her.
50.48 Tele og data er en fællesoffentlig aftale, der skal dække 86 kommuner og 27 øvrige offentlige organisationer samt hele statens behov for fastnettelefoni, mobiltelefoni, mobilt bredbånd og internetforbindelser.
Aftalen træder efter planen i kraft den 1. januar 2026, hvor staten og 81 af de tilsluttede organisationer tiltræder aftalen. De øvrige organisationer tiltræder løbende herefter.
SKI har foretaget en række justeringer i forhold til den eksisterende aftale:
Fra tre til fem kommunale delaftaler
For at sikre bedre konkurrence bliver de kommunale delaftaler opdelt yderligere. I stedet for de nuværende tre bliver der fem kommunale delaftaler. Aftalen består dermed af syv delaftaler i alt, der alle har nogenlunde samme volumen:
- Delaftale 1: Staten
- Delaftale 2: Nord- og Midtjylland
- Delaftale 3: Sydjylland
- Delaftale 4: Fyn og Sjælland
- Delaftale 5: Vestegnen og Nordsjælland
- Delaftale 6: Hovedstaden
- Delaftale 7: Internetforbindelser.
Fastnettelefoni via PSTN-linjer (kobber) udgår
Det skyldes TDC Nets udfasning af PSTN/kobber-netværket, som allerede er i gang. Det er endnu ikke blevet besluttet, hvilke områder der bliver lukket hvornår.
SKI har ingen indflydelse på prissætning, eller hvilke linjer der lukker hvornår - og dermed kan SKI ikke garantere hverken forsyningssikkerhed eller prisstabilitet.
Mange organisationer anvender fortsat PSTN-linjer til formål som tale, elevatorer, alarmkald og målerbrønde. Derfor stiller SKI krav til, at leverandørerne loyalt vejleder de offentlige organisationer om, hvordan de bedst kan konvertere deres nuværende PSTN-linjer til nyere teknologier som SIP-trunk.
SMS-gateway og telemetriabonnementer fjernes
SMS-gateway og telemetriabonnementer, der bruges til beskeder, påmindelser og dataindsamling fra sensorer, er fjernet, da de offentlige organisationer i højere grad bruger nye teknologier og metoder som e-mail og push-notifikationer, der er billigere og mere effektive. SMS-gateway kan dog fortsat købes på det dynamiske indkøbssystem 02.07 Kommunikationsprodukter og -løsninger.
Fragtgebyr for små ordrer
Der indføres et fragtgebyr på 75 kr. for bestillinger under 500 kr. for at tilskynde en grønnere og mere effektiv indkøbsadfærd.
Selvbetjeningsløsninger bliver standard
Personlig rådgivning bliver en betalingsydelse, så de offentlige organisationer kun betaler for den hjælp, de faktisk har behov for.
Prisregulering af mobiltelefoner
Prisregulering af mobiltelefoner: Før kunne priserne kun sænkes, men nu kan priserne også hæves, hvis de officielle listepriser stiger. Det betyder, at tilbudsgiverne ikke behøver at indregne risikoen for eventuelle prisstigninger i deres tilbud. Det er forventningen, at det alt i alt vil give mere attraktive priser. Samtidig sikrer det, at kunderne til en hver tid betaler en pris, der følger udviklingen i markedet.
Andre offentlige organisationer, der ikke er tilsluttet 50.48, kan frivilligt anvende 02.08 Tele og data, hvor Telenor er tildelt som eneleverandør. Aftalen kræver ikke forudgående tilslutning.
Aftalen træder i kraft primo oktober 2025. Sortimentet på 02.08 er stort set identisk med sortimentet på 50.48, men til det har ikke været muligt at stille krav til indendørsdækning og områdedækning ved indmeldelse af lokationer, ligesom der ikke er mulighed for at anvende standby-leverandør.