>

Det bliver Atea A/S, Danoffice IT ApS, Dustin A/S og Komplex it A/S, der fremover skal levere servere og storage til staten samt de 68 kommuner, tre regioner og fem andre, offentlige organisationer, der har tilsluttet sig den kommende SKI-aftale 50.03 Servere og stortage.

Christian Lunding, udbudsdirektør i SKI, fortæller:

”Vi har fået et stærkt leverandørfelt på 50.03 Servere og storage. Virksomhedernes tilbud er evalueret ligeligt på pris og kvalitet – hvilket betyder, at der er lagt vægt på service og support, sortimentsbredde samt miljø og klima i tildelingen. De offentlige organisationer får dermed en aftale med et bredt sortiment til en skarp pris, hvor de mest anvendte løsninger er nemt tilgængelige.”

Sortimentet på den nye aftale er opdateret, så der er taget højde for ny teknologi på området. Ligesom på den tidligere aftale kan der også købes tilbehør, software/licenser, support- og serviceaftaler samt timebaserede ydelser.

Servere- og storagesystemerne kan som noget nyt købes som en ”Pay as you go”-løsning. Her ejer leverandøren fortsat produkterne, der dog fysisk er placeret hos kunden. Det giver de offentlige organisationer mulighed for at skalere op og ned på kapaciteten alt efter behov – og betalingen sker efter forbrug.

De fire vindende leverandører er alle kommet med tilbud, hvor priserne ligger under markedsprisen, og et prisbenchmark viser et besparelsespotentiale på ca. 16 pct.

”På aftalen er der opnået gode priser, som betyder, at de tilsluttede kommuner og øvrige organisationer kan spare op mod 71 mio. kr. årligt i forhold til markedet og 284 mio. kr. i aftalens løbetid”, siger Christian Lunding.

Den primære udledning på servere og storage sker i brugsfasen. Vil man nedbringe sin udledning, skal man derfor fx søge at optimere energiforbruget og anvende vedvarende energi.

Christian Lunding uddyber:

”Vi har valgt at indføre et nyt tiltag på aftalen, som kan hjælpe kunderne med at optimere klima- og miljøtiltag på deres server- og storageløsninger. Alle leverandørerne tilbyder således eksempelvis rådgivning om, hvordan man får produkterne til at holde længere, rådgivning om energieffektiv brug af produkterne og uddannelse i klima- og miljøtiltag for servere- og storageområdet til personale. Det styrker den offentlige sektors mulighed for køb af mere klimavenlige løsninger.”

SKI har også indarbejdet andre grønne tiltag, blandt andet særlige krav til transport, energiforbrug på produkterne, emballage, genbrug og miljømærker. Herudover giver aftalen kunderne mulighed for at få deres aflagte produkter bortskaffet.

Indkøbene på den kommende aftale kan være komplekse at gennemføre, da de nye indkøb skal passe til konkrete it-behov. Derfor har der i udbudsarbejdet været fokus på at gøre et komplekst indkøbsområde så let som muligt.

Når de offentlige organisationer køber ind på aftalen, skal de enten anvende direkte tildeling via laveste pris eller gennemføre et miniudbud, hvilket betyder, at de fire leverandører skal afgive tilbud på indkøbet i intern konkurrence. Hver organisation har forud for udbuddet valgt deres egen grænse for, hvornår de skal købe via direkte tildeling, og hvornår de skal anvende miniudbud.

  • 50.03 Servere og storage forventes at træde i kraft den 29. februar 2024
  • Aftalen indgår i Statens Indkøbsprogram og er dermed forpligtende for staten
  • Tilbuddene på aftalen er evalueret på pris og kvalitet, herunder service og support, sortimentsbredde samt miljø og klima
  • Kunder kan foretage direkte tildeling til leverandøren med laveste pris eller gennemføre miniudbud, afhængigt af indkøbsbehov.

Du kan læse mere om aftalens sortiment og vilkår på udbudssiden.