>

SKI har netop udpeget de byggemarkeder, der bliver leverandører på 12.01 Byggevarer.

Aftalen træder i kraft den 1. juli i år og erstatter den fælleskommunale aftale 50.61 Byggevarer. Alle offentlige organisationer kan anvende aftalen, som er inddelt i fem regionale og en landsdækkende delaftale. Som udgangspunkt kan de offentlige organisationer benytte delaftalen i den region, de tilhører. Den landsdækkende delaftale kan dække de organisationer, som er beliggende på flere forskellige regionale områder.

Der er stillet et minimumskrav til antallet af byggemarkeder i den pågældende region, så man ikke skal ud på en længere køretur end højst nødvendigt, når der skal købes byggevarer som fx planker, beslag og værktøj. Det sparer både tid og ressourcer samt sænker miljøbelastningen.

De indkomne tilbud er blevet evalueret, og følgende leverandører er blevet tildelt de seks delaftaler:

  • Delaftale 1 Region Nordjylland: Stark Danmark A/S
  • Delaftale 2 Region Midtjylland: Stark Danmark A/S
  • Delaftale 3 Region Syddanmark: Davidsens Tømmerhandel A/S
  • Delaftale 4 Region Hovedstaden inkl. Bornholm: Stark Danmark A/S
  • Delaftale 5 Region Sjælland: Stark Danmark A/S
  • Delaftale 6 Landsdækkende aftale: Stark Danmark A/S

Aftalen er i standstill frem til den 21. april, hvorefter SKI forventer at underskrive kontrakterne. Aftalen træder i kraft den 1. juli 2023.

SKI vil i slutningen af maj/start juni afholde opstartsmøder for alle offentlige organisationer, der ønsker at høre nærmere om den nye aftale.

Aftalen er bygget sådan op, at byggemarkederne skal tilbyde hele deres sortiment inden for en lang række underproduktgrupper, som ligger under disse overordnede produktkategorier:

  • Træ
  • Byggematerialer
  • Isenkram
  • Have og fritid
  • Hjemmets udstyr

Ifølge udbudsdirektør i SKI, Christian Lunding, har det været vigtigt for de offentlige kunder med en bred aftale med lokal forankring:

”På SKI-aftalen 12.01 Byggevarer kan man handle i leverandørens lokale byggemarked til faste rabatsatser pr. produktgruppe. De vindende leverandører har tilbudt et bredt sortiment, og det bliver dermed nemmere at anskaffe lige præcis det værktøj eller materiale, som man har behov for.”

De seks delaftaler gør det muligt for brugerne i de offentlige organisationer både at handle fysisk i leverandørernes lokale butikker, indringe ordrer samt e-handle på leverandørens webshop via en punch-out-løsning. Dette alt afhængig af, hvad der giver bedst mening for den enkelte kunde.

”Denne aftale er målrettet lokale driftsopgaver, når man fx står og mangler materialer til en her og nu-opgave. Nærheden er vigtig, så det er nemt og hurtigt at få fat i det, man mangler”, afslutter Christian Lunding.

Priserne på byggevaremarkedet er i løbet af de sidste års tid steget markant, blandt andet på grund af stigninger i fragt- og råvarepriser. De vindende leverandører har alligevel budt ind med høje rabatsatser på produktgrupperne, der giver det offentlige mulighed for at købe ind til attraktive priser sammenlignet med byggemarkedernes listepriser. SKI kan dog se en mindre prisstigning, i tråd med den generelle prisudvikling, når vi sammenligner med den eksisterende fælleskommunale aftale 50.61 Byggevarer, som denne aftale skal afløse. Tages der højde for inflationen, fastholdes prisniveauet således.

Her kan du se, hvilke underproduktgrupper 12.01 Byggevarer omfatter:

  • Træ
    -  Brædder
    -  Planker
    -  Tømmer og lægter
    -  Øvrige nåletræssorter
    -  Lister af træ
    -  Hårdt træ
  • Byggematerialer
    -  Cement og kalk
    -  Betonvarer
    -  Teglvarer
    -  Øvrige bygningsdele af sten
    -  Keramiske produkter
    -  Fibercementvarer
    -  Gipsvarer
    -  Træelementer
    -  Træbaserede plader
    -  Døre og vinduer
    -  Færdige bygningsdele
    -  Skabselementer
    -  Isoleringsmaterialer
    -  Pap og flydende sorte produkter
    -  Maling, lim, fuge og gulvbelægning
    -  Plastmaterialer
    -  Metalprofiler og plader
  • Isenkram
    -  Beslag og befæstelse
    -  Sikkerhed
    -  VVS
    -  Værktøj
    -  Maskiner
  • Have og fritid
    -  Have og landbrug
    -  Fritid
  • Hjemmets udstyr
    -  Belysning og el-tilbehør
    -  Boligindretning.