>

Hvad er din baggrund?

Jeg er uddannet cand.merc.(kom.) fra CBS, hvor mit speciale var ledelses- og forandringskommunikation. Inden da tog jeg en faguddannelse i en helt anden branche hos DFDS Seaways, hvor jeg arbejdede med marketing og salg.

Hvilken rolle udfylder du til dagligt i SKI?

Jeg arbejder i kommunikationsafdelingen i SKI, hvor jeg har arbejdet siden år 2010. Jeg har i årenes løb haft mange spændende opgaver, som spreder sig over forskellige faglige områder. Min primære opgave er at være kommunikationspartner på nogle af vores udbud og aftaler. Her består min rolle i at være rådgiver og sparringspartner i projekterne, men også at producere tekster og andet kommunikationsmateriale til vores kunder og leverandører. Vi kommunikerer til mange forskellige interessenter og målgrupper, så det giver en helt naturlig variation i opgaverne.

Hvad sætter du pris på ved dit arbejde i SKI?

En af grundene til at jeg har været her i så mange år er bl.a., at mine opgaver har været så forskelligartede og spændende. Det sætter jeg stor pris på, og det betyder, at jeg hele tiden udvikler mig både fagligt og personligt. En anden vigtig grund er uden tvivl de fantastiske kollegaer jeg har – både i mit eget team og i resten af huset.

Hvordan ser du dine udviklingsmuligheder i SKI?

Eftersom SKI beskæftiger sig med forskellige markeder i hastig udvikling, så bliver organisationen – og dermed også medarbejderne - nødt til at udvikle sig. Og det kan mærkes. Selvom jeg har arbejdet med mange forskellige ting i SKI, så føler jeg, at der stadigvæk er flere områder, jeg ikke har prøvet kræfter med. Så hvis du selv har gå-på-mod og har lysten til at udvikle dig, så er mulighederne der, og SKI som arbejdsplads bakker op.

Hvordan adskiller SKI sig fra andre arbejdspladser?

Jeg har aldrig været på en arbejdsplads med så godt et sammenhold på tværs af hele organisationen. Det tror jeg skyldes måden, vi arbejder på, hvor vi hele tiden er tilknyttet udbudsprojekter, og hvor alle faglige kompetencer er repræsenteret. Det er nemlig vigtigt at både, jura, økonomi, kunde- og kontraktservice og kommunikation bliver en del af projektet, og det fører naturligt en god og stærk relation til alle de andre afdelinger med sig.

Det betyder også, at vi holder de bedste sommerfester og julefrokoster.

Hvorfor vil du anbefale andre at søge job i SKI?

På grund af alt det ovenstående vil jeg til hver en tid anbefale andre at søge job i SKI. Det har jeg tidligere gjort, og vedkommende blev ansat. Jeg fortalte ham om de gode udviklingsmuligheder, der findes i SKI og det stærke sammenhold, vi har. Efter selv at have prøvet det, giver han mig heldigvis ret.