I mere end et år har en gruppe dedikerede repræsentanter fra alle dele af den offentlige sektor arbejdet på at holde indkøb, udbudsjura og EU-kriterier op imod markedets evne og incitamenter til at levere grønnere ydelser. Alt dette for at vurdere, hvordan den offentlige indkøbsmuskel bringes bedst muligt i spil for en grønnere fremtid.

Frugterne af dette arbejde er nu så tilpas modne, at de er klar til at blive delt med omverdenen. Derfor afvikles denne konference, som på blot én dag kridter banen op og giver konkret indsigt i, hvordan I bliver leveringsdygtige på den grønne dagsorden – både som indkøbere og leverandører.

Kom hjem med nye perspektiver
Konferencen arrangeres i et samarbejde mellem Digitaliseringsstyrelsen, KL, KOMBIT og SKI.
Vi ser frem til at byde dig og dine kolleger velkommen. I løbet af dagen vil du møde inspirerende beslutningstagere og eksperter, der holder oplæg og går i engageret dialog.

Hvem kan deltage?
Konferencen retter sig mod offentligt ansatte med interesse for grøn it. Ex. chefer for it- og digitalisering, digitaliseringskonsulenter, specialister i anskaffelse af it, dig der arbejder med klimaudfordringer i den offentlige sektor samt it-leverandører og konsulenthuse.